H.C. Andersen queer?

Fra tidsskriftet STANDART vol. 2, 19. årgang, s. 50-51:
 

MÆNDENES SKØNHEDSRIGE HOS ANDERSEN

TANKEVÆKKENDE BOG AF DAG HEEDE

Dag Heede

Hjertebrødre. Krigen om H.C. Andersens seksualitet

177 sider, 188 kr.

Syddansk Universitetsforlag

Anmeldt af Ole Thomsen 

VAR ANDERSEN I GRUNDEN UBEHAGELIG?

Allerede af første side fremgår det, at Dag Heede vil bevise, at ”vores nationalskjald er en fisselette” og kendetegnet ved ”en høj grad af misogyni”, og at Heede mener, at han med det budskab bryder et nationalt tabu. Dette skal ikke forstås på den måde, at Heede har været nede i den kæmpemæssige korrespondance og nu ser sig i stand til at afsløre visse indtil nu tilslørede hemmeligheder i Andersens liv: en hidtil overset æseldriver fra Napoli eller lignende saftigheder. Materialet er såmænd to af Andersens romaner, nemlig ”Improvisatoren” og ”O.T.”, som underkastes nærlæsninger ud fra en fusion af 1) queer theory og 2) postfeminisme, det første fordi det drejer sig om begærsstrukturer: romantisk begær mellem mænd, det andet fordi destruktion af kvinderne er et ret hyppigt anvendt greb: Andersens kvindelig.

”Hjertebrødre” er altså kun i glimt en bog om eventyrene, som Heede håber, at han selv eller andre queer teoretikere senere vil få lejlighed til at komme ind på. Efter sine bøger om Blixen og Bang planlægger Heede at gå videre med at queere, at mærkværdiggøre, en række andre medlemmer af den danske litterære kanon. Det ser ud til, at Jensen står for tur.

Også andre forskere end Heede har læst Andersens romaner som en forberedelse til studiet af eventyrene; således Rubow i den uundværlige (skulle man tro) ”H.C. Andersens Eventyr” (2. udgave 1943). Eftersom romanerne rummer så meget stof fra forfatterens liv, som ydermere foreligger belyst i hans ikke færre end tre selvbiografier, kan et studium af Andersens romaner slet ikke styre uden om hans liv og levned, hvad Heede da heller ikke gør. Desværre er hans forhold til det biografiske, trods alle forsikringerne nede i fodnoterne, uafklaret; se fx den utilstrækkeligt underbyggede kritik af Jens Andersens ”Andersen” (2003).

Heede formår at gøre de to romaner gennemsigtige til et net af hidtil uerkendte begærslogikker (hans læsninger kan løbende fastslå, at det og det ”er logisk”), og han stabiliserer sine resultater ved at krydslæse den ”italienske” med den ”danske” roman, altså ”Improvisatoren” med ”O.T.”. Alt dette er af blivende værdi. Men det kunne have været fremført med større vægt. For Heedes bog trækkes med visse principielle problemer. Nogle har set et problem deri, at han betjener sig af sensationalistiske termer som fx ”fisselette”; men det er det mindst interessante; det er jo bare en udløber af den platte pr-tænkning, som vi humanister i disse år får pålagt fra oven. De skulle hellere pålægge os fornemhed. 

Af principiel interesse er det at se, hvordan en humanistisk forskning uden ordentligt historisk fodfæste og dertil hørende tema- og motivbevidsthed alt for let løbes over ende af sin genstand, som, når den betragtes ude af kontekst og uden baggrund, fremstår som mere mærkværdig, end den er; og så er queer studierne jo et slag i luften. Betænkeligt er det også, at queer theory, skønt denne retning kun har femten år på bagen, allerede er stivnet i visse kokette attituder, som er så sørens kloge på den rolle, som fænomenet image spiller her i verden. Heede mener således at vide, at Jens Andersens bog står stærkt i den danske offentlighed, fordi forfatteren er en ”fodboldspillende familiefader”; ”Jens Andersens diskursposition tilskrives i vores patriarkalske og homofobe kultur en status af objektivitet”. Lignende forsøg på uskadeliggørelse af modparten findes hos en forsker som David Halperin. Ja, hvor er det synd for os bøsser! Hvad med, i stedet for al denne fladt verdenskloge snak om positionering, at argumentere med sin modpart – argumentere a) terminologisk konsistent, b) grundigt udfoldet og c) opsamlet i et tankeklarende register til slut? Det er den form for frejdig videnskab, humanister kan være bekendt at lære fra sig, ikke denne vulgærnietzscheanske drengevidenskab (som når Heede mener sig kaldet til i note efter note at afsløre, hvordan forskere, der bilder sig ind at tale om Andersen, ”på paradoksal vis” taler om sig selv).

FORSKNING UDEN DEN STORE SAMMENHÆNG

Heedes Andersen-fortolkning har, trods alle sine franske og amerikanske inspirationskilder, alligevel noget provinsielt ved sig. Den isolerer Andersen fra den store kontekst, som hans temaer og teknikker hører hjemme i. Lad mig nævne fem områder, hvor dette gør sig gældende.

Romanernes slutninger må naturligvis gøre knæfald for konventionens heteromaritale idé om lykke. Heede gør ret i at påpege, at slutningerne derved fremstår som postulater. Men dette er ikke noget særligt for særlingen H.C. Andersen. Andersen var også komediedigter, og sådanne ”påklistrede” – tilfældige, uorganiske, overrumplende - slutninger har, siden den klassiske komedies grundlæggelse for små 2500 år siden, været regelen i denne teatrets almindeligste genre. Herved kan komedien, vel at mærke som genre, siges at ironisere den ægteskabelige lykke, mod hvilken der da også gennem de foregående fem akter i en typisk komedie er blevet affyret en regn af kyniske vitser. Hver af Andersens to romaner har så at sige to slutninger, en emotionel og, noget senere, en konventionel; men intet er jo hyppigere i litteraturen (herom kan man læse i bl.a. Northrop Frye’s ”Anatomy of Criticism”). I det komiske univers er det ikke den gedigne kausale logik, der hersker, men derimod tilfældet, og det samme gælder Andersens romaner, der (som også anført af Heede) så ofte peger på deres egne utrolige sammenfald og undertiden omtyder dem til guddommelig styrelse. Typisk for den klassiske komedie – som jo er al fiktionslitteraturs hovedkilde – er det også ”at destruere kvinder”, plotlogikken fordrer igen og igen a damsel in distress. Så slut ikke alt for snart fra Andersens nødstedte, ja tilintetgjorte kvinder til forfatterens ”høje grad af misogyni”. Heede mener åbenbart (s. 111), at der med kvindenavnet Santa skal associeres til Satan; jeg vil nu tro, det tværtimod betyder Hellig, med ekko af Santa Maria (vi er i Italien). Også i andre henseender kunne litteratur- og idéhistorien have garderet mod noget, der ligner kortslutninger: Andersens trekanter har et væld af sidestykker hos forfattere, som ikke kan udnævnes til fisseletter; og disse erotiske trekanter foreligger analyseret og typologiseret i bøger, bl.a. Michel Olsens disputats fra 1976 og jo da også, som Heede selv nævner, hos Heedes inspirator Eve Sedgwick. Mellemmandligt begær – begær der mærkes som trækninger i kønsorganerne – er skildret i Platons ”Symposion”, hvad der hører med, hvis man vil forstå, hvordan en inderligt platoniseret epoke som Andersens forholdt sig til en sådan kødelig-åndelig eros, som altså var blåstemplet, ja guddommeliggjort af Platon selv. Først Platons victorianske fortolkere afsporede sagen ved at indføre en væsensforskel mellem ”begær” og ”følelser” (en skelnen, som H.C. Andersen-centrets leder Johan de Mylius uheldigvis har gravet op på det sidste). Endelig kunne religions- og litteraturhistorien have lært Heede, der så gerne citerer Andersens udtryk om de ”døde Brude”, at det er dybt rodfæstet at betragte bryllupsnatten som en dødsnat, og at dette centrale Andersen-tema således med fordel ses i sin store mytiske kontekst. Hvad skulle i øvrigt afholde en queer fortolker fra at have appetit på at teste sine læsninger på sådanne observationer? Med tiden gik jo mesteren selv, Foucault altså, mere og mere i lag med den slags filologiske og historiske stof.

FØR SEKSUALITETEN?

”Hjertebrødre” hviler på to grundideer: H.C. Andersen betragtes her som ”Danmarkshistoriens måske sidste aseksuelle menneske” og som et menneske, der ”havde stærke følelsesmæssige og erotiske bindinger til først og fremmest mænd”. Hvordan hænger de to ting sammen?

Med den første karakteristik – Andersen som den ”måske sidste aseksuelle” - markerer Heede, at han, i medfør af sit socialkonstruktivistiske syn på seksualitetens historie, anser digteren for at leve i en epoke, hvor det lige netop endnu var muligt at undgå at blive fanget ind af den seksualdefinitoriske tale om tilhørsforhold til den og den seksuelle kategori. Andersen undslap, i alt fald mens han levede, den etikettering, som skulle blive uomgængelig bare få årtier senere og stadig er det. Sådan tegner det sig for konstruktivister som Dag Heede og Wilhelm von Rosen, til hvis grundlæggende disputats ”Månens Kulør. Studier i dansk bøssehistorie 1628-1912” (1993) Heede med megen anerkendelse henviser. I medfør af deres Foucault’ske ståsted er de begge  kritiske over for Freud – som imidlertid nok vil vide at overleve indvendinger som dem, Heede retter mod ham (fx s. 35 om moderbinding). Når Andersen kaldes aseksuel, sigtes der altså ikke til, at han antagelig gik i graven uden at have haft sex med nogen; der sigtes til, at han i den netop skitserede forstand levede ”før seksualiteten”. Alt i alt en ”akademisk” sprogbrug uden udsigt til at slå an. Andersens formidlere vil blive ved med at tale om ”Andersens biseksualitet”, på samme måde som folk, når de taler om ”de gamle grækeres biseksualitet”, føler sig med på de sidste nye femogtyveører.

Med den anden karakteristik – at der i Andersens liv og værk virkelig var tale om et stærkt mellemmandligt begær – vil Heede distancere sig fra den herskende heteronormative linje i Andersen-forskningen. Han giver en del eksempler på uinformerede indlæg fra sådanne forskere; også i ganske nye bøger sætter Heede fingeren på fordomme og simpelt vås. De nationalistiske momenter er åbenbare; men Heede skulle ikke have peppet sin polemik op ved at udnævne Andersen til ”nationalskjald”; ”skjald” har han aldrig været.

VIL QUEER-FORSKEREN TALE MED ANDRE?

Heede er en vivace forfatter: ”Norge som homofrit område”, ”Hjertebrødre og kvindelig”, ”Registreret partnerskab à la grecque” (om fortællingen ”Venskabs-Pagten”), osv. Men bedst som han kommer i gang med at skrive frit, kan han gå over gevind. Således i det små, hvor han klart, men alligevel klodset viser, hvordan også en homoseksuel som Villy Sørensen kommer til at tænke efter det heteronormative skema, når det gælder Andersen og kønslivet. Således også, hvor Heede beskriver Jens Andersens biografi: Her findes flotte, men tyndt begrundede ord om, at Jens Andersens tekst skulle ”flyde over af heteroseksuel patos”. Man har så vist forlæst sig på Michel Foucault, hvis man ikke vil vide af, at mand og kvinde har nærmet sig hinanden med begær ”siden Adam og Evas dage” (som Jens Andersen skriver), og så bare stikker titlen ”The Invention of Heterosexuality” ud til den ”selvtilfredse” heteroseksuelle. Som om det var et bevis! Hver eller hver anden socialkonstruktivistiske bog har jo nu i et par årtier heddet ”The Invention of” dit eller ”Inventing” dat, for at godtfolk skulle få ind i hovedet, at det, de går rundt og tager for naturligt, er noget opfundet. Heede har så stærk en sag, at han skulle holde sig for god til at blive doktrinær.

Hvor tabunedbrydende er Heedes bog egentlig? Ja, hvis man sammenligner ham nedad, altså med de bornerte og homofobe eksperter, han diverterer os med citater fra, fremstår bogen som en klart lysende fakkel. Men det kan jo enhver komme til, med den sammenligningsretning! Det rette perspektiv for Heedes bog træffes snarere, hvis man nævner, at C.A. Hansen Fahlberg allerede i 1901 gjorde rede for, hvordan Andersen (hvis Homosexualität denne danske forfatter ville bevise i et progressivt tysk tidsskrift) fremstiller mandlig skønhed med dyb indlevelse, men kvindelig skønhed højst konventionelt; hvis man husker de halvtreds sider om den kvindagtige venskabsmystiker Andersen, som von Rosen lod indgå i sin disputats i 1993; hvis man i Jackie Wullschlager’s biografi fra 2000 læser om de trekantede begærsmønstre; og navnlig hvis man studerer Jens Andersens aldeles ikke homofobe ”Andersen” fra 2003.

Når vi nu har alle disse dokumenter, som Heede visselig ikke fortier, men tværtimod citerer generøst fra, hvor meget hold er der så i denne bogs lancering af sig selv som en udfordring for ”vores højt berømmede danske frisind”? Løber Dag Heede ikke åbne døre ind? Jo, i et vist omfang; navnlig har de to bind ”Andersen” vist ham vejen (ham og andre). Redeligt skriver Heede da også i en lang række fodnoter ”Jf. også Jens Andersen”, og allerede på fremstillingens første side citeres med tilslutning Jens Andersens dybsindige karakteristik af Italien som ”ét stort erotisk museum” for digteren. I fortolkningens praksis går det fair til; men den teoretiske diskussion med Jens Andersen er, som nævnt ovenfor, ikke i balance.

”Hjertebrødre” læses med stor interesse, både for alt det gode og for det foruroligende. Til det sidste henregner jeg denne passus, som stammer fra afslutningen og udpeger det nye ved bogen som noget metodisk unikt. Om dette unikke lader Heede os forstå, at det ”ingenlunde” indlader sig på samtale med anderledes tænkende:

”Det er vigtigt at understrege, at queer og postfeministiske dekonstruktive tilgange ikke kan opfattes additivt til allerede eksisterende læsninger af H.C. Andersens tekster. Der er ingenlunde tale om, at de ”supplerer” den hidtidige forsknings analyser af plot, komposition og køn med nye ”dimensioner”. Som det forhåbentlig er blevet klart, udfordrer queer og postfeministiske analyser de tidligere heteronormative analyser på helt grundlæggende niveauer […]”.

I Dag Heedes næste bog ser vi frem til en regulær dialog. 

Til min store glæde sendte Dag Heede mig en overordentlig venlig mail med tak for min anmeldelse.