Tæl dine herligheder, Count your blessings, er åbenbart ikke en regel, man efterlever på Hans Reitzels Forlag, siden en oversættelse af den mest indtagende romerske digter, Catul, udført af en af vore sikreste gendigtere, Gelsted, kunne få lov at ligge i forlagets arkiver i ca. tredive år og kun kom for dagens lys “ved et lykketræf”. Men nu er den her, Otto Gelsteds Catul, en uformodet gave, oven i købet en smuk bog, ligefrem delikat, en af de nyeste i den efterhånden lange række af oversættelser af antikke tekster, som Reitzel fortjenstfuldt udsender.

Udgiveren – Erik Barfoed, klassisk filolog – skriver i sit forord: “Gelsted nåede ikke at gøre manuskriptet færdigt før sin død i 1968, og det ufærdige manuskript endte i forlagets arkiv.”

Gelsteds Catul er altså ufærdig. Heri ligger, at der er adskillige digte – lange såvel som korte –som Gelsted ikke har oversat, for nogles vedkommende fordi han ikke ville, idet han betragtede dem som a-typiske, men for andres vedkommende fordi han ikke nåede det. Dertil kommer, at han undertiden mangler at gengive stykker af de oversatte digte.

Man kan godt finde det skuffende, at Gelsted ikke vil oversætte et digt som det lange nr. 63 om ynglingen Attis, der indfanges af Skov-Moderen, den grusomme Kybele, og må kastrere sig. Det er ikke langtfra, at der hæfter bornerthed ved sådan en beslutning. Er det virkelig den psykoanalytisk orienterede Gelsted, der vælger Sangen om Attis fra? Men jeg er mere interesseret i noget andet, nemlig prædikatet “ufærdig”.

Der er visse huller i de oversatte digte, og nogle digte har han slet ikke nået, noter har han heller ikke nået at skrive (det fremgår, at han planlagde det) – alt dette får en til at spørge, om da de foreliggende oversættelser er færdige, om Gelsted ville have udgivet dem i den foreliggende form.

Det spørgsmål rejser udgiveren ikke. Men da de fleste oversættere arbejder på den måde, at intet betragtes som færdigt, før helheden er afsluttet, falder det naturligt, ja, nødvendigt at stille dette spørgsmål om de forelagte oversættelsers definitivitet.

Hertil kommer, at oversættelsernes kvalitet, både i sig selv og sammenholdt med Gelsteds andre fordanskninger, peger i retning af det ufærdige. Men dette er en principielt anden problemstilling, som må vente et øjeblik.

Forlaget lancerer bogen som “en (næsten) komplet latinsk/dansk udgave af Catuls digte”, hvori der kun mangler “dem, Otto Gelsted udtrykkelig har udeladt.” Til det sidste om det udtrykkelige: Det lange digt nr. 66 mangler, men er ikke “udtrykkelig udeladt” af Gelsted. Til det første, forlagsreklamens parentetiske næsten: Ud over nr. 66 mangler Sangen om Attis og det meget omfattende epos om Peleus og Thetis’ Bryllup, så “(næsten) komplet” er en tilsnigelse. Så meget som en fjerdedel af Catuls værk kan man ikke finde i denne bog.

Gennemlæsning af udgiverens forord på to sider og Gelsteds indføring på tre sider (bl.a. med nogle oplysninger, der er så galt afmarcherede, som de vel kan være, om det politiske forhold mellem Rom og Hellas) gør ikke en klogere på det spørgsmål, der her er stillet. Men der melder sig nogle nye: Ved man virkelig ikke mere om, hvad Gelsted foretog sig i sine sidste ti leveår? Har man ikke andre ytringer, skriftlige eller mundtlige, om hans arbejde med Catul? Har udgiveren undersøgt sagen til bunds?

 *

 Ud fra ydre kriterier finder jeg det som sagt sandsynligt, at de forelagte oversættelser ville være blevet betragtet som ufærdige af Gelsted. Men ud fra indre kriterier anser jeg det for sikkert:

Noget, en digter er nøjeregnende med, er adressaten, hvem digtet er rettet til, hvordan dialogen udspilles. Catul henvender sig i hymnen til Diana netop ikke til Diana, men til de “kyske piger og drenge”, det er dem, der skal synge Diana en salme. Gelsted forkvakler digtet ved fra starten at lade det være henvendt både til gudinden og børnene. Tror man, Otto Gelsted ville have ladet det stå – som en stymper?

Den publikation, der her er til anmeldelse, stiller sine egne – ubehagelige – problemer, hvorfor der ikke rigtig bliver plads til noget, der ville have været langt kønnere, nemlig at sammenligne Gelsted og hans forgængere på feltet, af hvem den kendteste nok er Axel Juel, kontorchef i Marineministeriet. Juels udvalg (1937) er hyppigt rimet; det trækker på Aarestrup og Claussen, og det er lige, hvad der skal til, for Aarestrup og Claussen trækker på epigram-traditionen fra Catul. Af leg og musik er den fuld, Juels nette lette Catul.

Desuden vil jeg gerne gøre opmærksom på, at Vilhelm Andersen som godt tyveårig udsendte en række af Catuls digte på dansk (1887), nogle af dem endnu helt vidunderligt friske. Andersens Catul er ikke glat, ikke engang jævn, men tæt oplyst af storslåede indfald. Der kunne sammensæt­tes en meget fin Catul-antologi af Vilh. Andersens, Axel Juels og andres oversættelser – deriblandt Gelsteds. Antho-logi vil sige blomster-samling, og nogle af de dejligste kan plukkes i unge Vilhelms have.

I vårdigtet, nr. 46, står der bl.a. “Lad os flyve til Asiens berømte byer!”. Andersen: “flyv til Asiens store, stolte stæder!”. Gelsted: “Op til Asiens berømte byer!”. Hvad der er ganske acceptabelt, bortset fra at versemålet er defekt. Når metrum er mangelfuldt hos en sikker metriker, en salmeelsker og rimkunstner som Gelsted, har vi et håndgribeligt sikkert bevis på, at oversættelsen er ufærdig. Hele dette formale kapitel er stort og kompliceret. Da det imidlertid leverer kontante kriterier, vil vi vende tilbage til det. Men nu til kønnet!

I slutstrofen til Collis o Heliconii, denne åbenbaring af et bryllupsdigt, henvender dig­teren/ceremonimesteren sig, før døren lukkes og Akten skal til at gå i gang, til det unge par. Hos Vilhelm Andersen lyder strofen (med hans daværende retskrivning): 

Luk så dören, i piger små,
leget har vi alt længe nok!
Brave brudefolk, gör jer pligt,
nyd jer blomstrende ungdomskraft!
      Lev, lev lykkelig længe.

 Hos Gelsted hedder det: 

Luk nu dørene, unge møer!
Nok har vi leget! I gifte mænd,
lev i lykke og brug så flinkt
jeres kraftige ungdoms glød
       til det arbejd der krves!

Gengivelsen “arbejd” (og så i denne form) af det erotiske munus er ikke heldig. Og hvad med “flinkt”? Men det er småting, som overskygges af mændene, “gifte mænd” som oversættelse af coniuges…

Udgiveren skriver i sit forord, at der ikke er foretaget indgreb i Gelsteds oversættelser, “bortset fra slåfejl, som naturligvis er korrigeret”. En række slåfejl er imidlertid ikke korrigeret, eller rettere: Det er da muligt, at Gelsteds slåfejl er udryddet, men det får fedt hjælpe, når der er indført andre til gengæld. Og faktuelle fejl er der en del af: Gentagne gange tales der om en by “Formio”, den hedder Formiae. Det hedder ikke “epikurianisme”, men epikuræisme. Vi læser: “Hymen: ægteskabets gud.” Nej, ikke “ægteskabets”, men brylluppets, og for resten hed han ikke “Hymen”, men Hymenaeus; hymen er et festråb. Bruden sammenlignes af Catul med Venus, “som bebor Idalium”; Idalium er en by på Kypern, Gelsted tror, digteren taler om Idabjerget ved Troja, og Barfoed kommenterer på denne fejloversættelse. På side 83 er Gelsted sprunget over tyve ord, som Barfoed så oversætter – med tre fejl.

Gelsted har visselig ikke fortjent at blive udgivet med den slags pletter på; men min pointe er en anden, nemlig at spørge, om Gelsteds egne ord er ham værdige.

Hvis man partout ville udgive alle oversættelserne, måtte man naturligvis fra ende til anden afholde sig fra indgreb i dem; men samtlige de forunderlige/fejlagtige træk måtte anføres i noterne. For hvad skal læseren stille op med den “lille luderdreng”, som gør digt nr. 10 ubegribeligt? Der er tale om en dame (scortillum, deminutiv)! Vilh. Andersen ypperligt: “... at se hans små veninde,/ret en helvedes lille taske, vittig...” Gelsted: “Lille luderdreng... /men ikke blottet for ildkraft eller ynde.” En dreng med ildkraft, i digtets sammenhæng sort tale.

I poem nr. 50 – en raffineret erotisk billet fra Catul til en af Roms førende politikere –hedder det i linje 3: “da vi var blevet enige om at være delicati”, dvs. kåde (med alt hvad deri kan lægges). Gelsted tror ikke, der er tale om os, men om vore vers: “vers som vi fandt var ganske delikate”.

Vi har nu snart længe haft grundlag for at konkludere, at oversættelsen er ufærdig i en langt mere vag og omfattende og ubehagelig forstand, end udgiveren siger. Og vi ser, at fejlene er for talrige til, at de med mening ville kunne korrigeres i noterne.

Dertil kommer versene. Gelsted ville aldrig have sluppet så klumpfodede elegiske disticha som dem i nr. 76 ud i verden. Dette berømte digt, hvor den af Lesbia svegne digter søger trøst i troen og håbet, kan her hverken siges eller tænkes, det første, fordi versene er vanskabte (i linje 4 skal ordene “på lumsk” udtales “pålumsk”), det andet, fordi der allerede kommer vås ind i linje 5: “livet igennem” skriver Gelsted, men Catuls in longa aetate peger fremad: “til evige tider” – hvad der er det modsatte. Og hvad skal det betyde i digt nr. 8 at gengive iocosa med “skamfulde”, når det betyder “spøgefulde”? Man må håbe, at der ikke på et sådant sted er tale om, at Gelsted skriver det rigtige, men hans afskriver det forkerte. Når fx i 69.10 versemålet af Gelsteds ord kræver, at ordet “at” udtales a-at, og i 91.6 “var” skal siges va-ar, for ikke at tale om heksametret i 83.1, er der kun disse tre muligheder: enten har udgiveren forvansket oversætteren ved fejlafskrivning, eller også har udgiveren overset det optrædende monstrum, eller han har set det, men tiet stille.

I slutningen af digt nr. 11 siger digteren om sin kærlighed, at den “på grund af hendes brøde” er faldet som en blomst, der rammes af ploven. I stedet for Lesbias brøde har Gelsted indsat en bondes: “en bondes svingende plovjern”.

Jeg har antydet ovenfor, at bogen indeholder vellykkede udtryk, passager og enkeltdigte (se fx 29.8, 32.8, digt nr. 17, nr. 23, nr. 25 o.a.). Det må betragtes som en selvfølge, at der er gode fordanskninger imellem. Med “gode” mener jeg dog snarere: passable end: slående gode, mindeværdige, uforglemmelige.

Pudsigt nok har Gelsted selv engang sammenlignet sig med Axel Juel. I en spøgefuld selvnedsabling skrev Gelsted i 1932: “Otto Gelsted er en harmløs og tiltalende lyriker, der bør finde sin plads på julebordet mellem Axel Juel, Seedorf og Harald H. Lund.”

Som Catul-gendigter kom Juel nu til at trække det lange strå – både til jul og til pinse. Gelsted kan man vel sige kom aldrig rigtig i gang.

  *

 Vel er det en misforståelse at tro, at Catuls eneste tone er den intime og delikate. Catul er også monumental, og han er lærd og subtilt psykologisk, hvortil kommer den sarkastiske spotter, der tager Julius Cæsar og hans venner med bukserne nede. Men det delikate ér der, og gendigteren må sætte alt ind på at træffe det.

Mod slutningen af det sollyse digt om Septimius og Acme bryder digteren af, lige før Akten skal til at tage sin begyndelse. Acme, som kan mere end sit fadervor, facit delicias libidines-que, højst ordret: hun laver kådheder og vellystigheder – hvilket jo nok vil sige petting. Det er vanskeligt at genkende noget af alt dette i det Gelstedske “Kun Septimius kan gøre Acme til det saligste af alle væsner”. Bl.a. er dén pointe røget, at det er pigen, der tager hånd om sagen. Vi har op til flere fordanskninger af et Catul-digt som dette, og selv om de er ældre, er de gennemgående en del mere sanseligt træffende end Gelsteds.

Gelsteds Catul er ufærdig, men i nogle digte mere end i andre. I det digt, vi her undersøger, er der en hel række indicier på, at det ligefrem er en kladde, vi har for os. Med kladde mener jeg: den tidlige version, hvor ordene er gengivet med de mest trivielle ordbogsbetydninger, hvor sproget er glansløst (“Septimius sætter større pris på Acme”), hvor versemålet er ufærdigt, eller kun i udvortes forstand færdigt, idet det er købt med klodsede omvendte ordstillinger, og hvor påfaldende træk er trivialiseret bort (8-9, 17-18).

Så sandt som det er en kendt sag, at det poetiske har det med at ligge i det påfaldende udtryk, kan man nu undre sig over, at Gelsted i sin kladde har trivialiseret så gennemgribende: “den søde dreng”, dulcis puer, er blevet til “elsker”, og noget af det særeste og fineste, nemlig sproggebær­den i det demonstrative pronomen i “den purpurmund” (Acme kyssede hans øjne med den purpurmund) har borte taget. Gad vidst, om Gelsted med disse arbejdsvaner aldrig var bange for, om han nu fik de påfaldende udtryk ind igen i anden eller tredje version. Ellers blev jo poesien for evigt ude. 

 *

 Hvem det er, vi har med at gøre? Det er den digter, der skrev 

Nu tier Blæsten,
nu tier Regnen.
Septembers Klarhed
er over Egnen....
Saa ren i Omrids
og uden Gaade,
saa lys er Verden
og uden Naade.