Foredrag, jeg kan tilbyde

SEKS FORTÆLLINGER
OM MOLBOER – MENNESKER

Fortælling, bånd og billeder
Det hører åbenbart aldrig op, danskernes behov for at skrive og læse om gårdmændenes hårde og hovne Danmark. Tag fx Hans Edvard Nørregård-Nielsens Mands Minde (1999), hvor gammelt nag bryder løs, så såre en gårdmand er i sigte, eller biskop Kjeld Holms selvbiografi Åbne Døre (2010), hvor landsbyen fremstilles som dræbende og bondens foragt for de jordløse som indædt. På film må landsbyen igen og igen holde for som indbegrebet af horror og terror, som en rede for indavl og incest; og rene spekulationsprodukter belønnes, som om der var tale om seriøs civilisationskritik.

Men i virkeligheden er dansk kultur aldrig nået højere op og videre ud end i andelstiden (1880-1960, men med efterklange til nu), selvhjulpen og demokratisk som den var (er). Landbodemokratiets epoke har det ved sig, at man kan synge sange og fortælle historier om den. Det er det sidste, jeg gerne vil. At det er muligt – i allerhøjeste grad muligt – skyldes nogle sære, kloge gutter i Tved, Mols:

I 2008 døde Niels Viggo Madsen, 85 år gammel. Vi var venner, fra jeg var seks og frem til Niels Viggos død (vi sås jævnligt, også efter at jeg var flyttet fra Tved). Niels Viggos hjem var ét stort egnsmuseum: stuer prydet med almue- og borgermøbler, skabe fulde af velordnede dokumenter om Tved Sogn, kister med gamle dragter, og flere tusinde fotografier. Det mest bemærkelsesværdige derinde var vel nok de 16 bind erindringer, som Niels Viggos ven Martin Evald (1904-1957) havde skrevet. Med lune og fornem skrivekunst portrætterer Martin her molboer i en lang og prægtig kæde. Martin og Niels Viggo er to af de vigtigste kilder – men ikke de eneste – til min beretning om personligheder fra Tved Sogn.

Der er stof til en lang række fortællinger om Tved – så meget er der overleveret og bevaret. Her nævner jeg seks fortællende foredrag, I kan vælge imellem:

MIT FØRSTE UNIVERSITET. Det befandt sig i en oldgammel, utæt gård med den enestående Mette Olsen som rektor. Jeg gik der fra 1952 til 1972, Mettes dødsår. Takket være breve kan vi følge hendes væsens vej gennem halvfjerds år. Vi skal også høre om Mettes brødre Jens og Anders. Anders var uddannet fotograf (o. 1900) og er ophav til mange mesterfotografier fra Mols, som ledsager mine molbofortællinger. Han var desuden digter af vemodig lyrik og festlige sange (vi skal synge nogle af dem). Den grænseoverskridende provst Jens Mathias Eriksen, Tved, og Mette var nære venner.

STORE KVINDER PÅ ET LILLE STED. Vi skal høre om Mette Olsen, hendes veninde Asta Kruse (har skrevet nogle kraftfulde erindringer om Tved og Ebeltoft), Tante Sine (min søsters og min ”guvernante”; hun havde tilbragt mange år i København) og mange andre, ikke mindst Mette Olsens mor og moster, hvis breve leder os lige ind i 1870’ernes frodige højskoleliv. Det kan ikke udelukkes, at der kommer et par ord om min mor og bedstemor.

LUNE OG LUNER. Dette er et forsøg på indfange stemningen i gaden og til festerne. Vi afmaler den ustyrlige Niels Anthon, bonde og boheme, men ikke mindst slægten Kruse, spillemænd, sangere, festarrangører, lysende fortællere og – for en enkelt families vedkommende – slagtermestre i en ubrudt kæde siden 1889. Uden Kruse-ætten ville Tved ikke være sig selv. Glæd jer til at høre Ludvig Kruses sangkunst (skrædderen i Tved var på pletten med sin båndoptager). Der kommer også lidt om samspillet mellem Slagter og Brugs (hvor min bedstefar og siden min far var uddeler).

SPILLEMANDSDYNASTIET MADSEN, dvs. Niels Viggo, hans far Frede, min ”dusbroder”, og Fredes far Peter, idealistisk husmandsfører og komponist. På Spillemandsmuseet i Rebild er der nu en fin udstilling om dynastiet Madsen, Tved. Denne udstilling er opbygget af håndskrevne noder, instrumenter, møbler, dragter, fotografier og andet inde fra Niels Viggos hjem. Der er nylig indspillet en cd med musik af Peter Madsen (vi skal høre et par numre derfra).

HISTORIESKRIVNING SOM KUR MOD SYGDOM OG NØD: MARTIN EVALD. Med sine 16 bind erindringer plus en snes andre værker om livet i Tved Sogn – alt sammen skrevet i hånden, letlæseligt – er Martin vores hovedkilde. Det hele er smukt indbundet, og hvert bind er forsynet med register. Næppe mange landsbyer har haft så punktlig en kronikør. Hans bedstemor huskede helt tilbage til 1850’erne. Martins skæbne – den lamme mand, der utrætteligt forsker og skriver – må gribe enhver. Den madglade og taknemmelige Martin skildrer med den mest finurlige detaljerigdom Tveds omsorg for ham. Her var landsbyen et kærligt kollektiv.

EN BUKET MOLBOFORTÆLLINGER. Et forsøg på at plukke de ovenfor nævnte fem fortællinger sammen til en enhed. En hyldest til landsbyens evne til at takle det særegne, til at le med de sære (samtidig med at man naturligvis ler ad dem!).

I december 2011 udkom bogen om alt dette: Det Lune Land. Om liv på Mols (forlaget Wunderbuch). Bogen har en hjemmeside www.detluneland.dk, hvor man også finder anmeldelser af den.

Det har glædet mig at mærke, at disse molbofortællinger også kan more og røre folk i helt andre egne af landet.

HOMOSEKSUALITET, EN NÆSTEN SMUK HISTORIE

At tænke sig, at det antikke Grækenland, som betragtes som ophøjet, ideelt og normgivende, ligefrem fremelskede mandlig homoseksualitet! Hvordan forene dette med den jødisk-kristne – og muslimske – fordømmelse af den? Forskere har dystet med at fastlægge Den Græske Kærlighed: Ifølge nogle praktiserede grækerne ikke den seksualitet, de digtede om. Ifølge andre var grækerne ikke homoseksuelle i den forstand, hvori vi taler om, at man er homoseksuel; de tænkte nemlig ikke i seksuelle naturer og medfødte identiteter. Atter andre har taget grækerne til sig som et vidnesbyrd om, at fri(ere) homoseksualitet fremmer kulturel blomstring.

Hvad er Platonisk Kærlighed? Og hvor ville Platon hen med al sin tale om erotiseret pædagogik? Skal vi nu til at begære vores elever! Platonisk idealisme er en kødelig affære – sådanne tanker fængede hos Shakespeare og i den italienske renæssance. Og dette græske bliver ved! Der var erotik i H. C. Andersens og hans epokes sitrende længsel mod Middelhavet. Også i Thomas Manns ”Døden i Venedig” smelter antikkens og samtidens Sydeuropa sammen som i en drøm. Endelig er der fascismens kult af den antikke mandighed (bl.a. Niels Bukhs gymnastik). Jeg skal nok komme ind på homoseksualitet i andre højkulturer end den græske – især den japanske.

Kan mine tilhørere så vente at ”få noget med hjem”? I alt fald er homoseksualiteten jo hos os. Den er hos os som en gave i retning af mangfoldighed, men også som et problem. I fremtidens multikulturelle Danmark vil den problematiske side vokse. 

DET SMILENDE ROM

Oplæsning og kort fortolkning af tolv stykker fra min bog ”Veje til Rom. Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal” (2008)
’Oldtiden’ siger vi, vi skulle hellere sige ’ungtiden’. Så megen saft og kraft er der i disse klassiske forfattere, så varmt og vedkommende taler de til os hen over tyve århundreder. Min bog ”Veje til Rom” er på én gang litteraturhistorie og tekstudvalg. Den er blevet venligt modtaget: ”Det musikalske, ligesom smilende sprog er ikke den mindste fortræffelighed ved Thomsens nye bog; det er en fornøjelse at læse hver eneste af hans sætninger.” ”Oversættelserne, hvoraf mange er spritnye og strålende gjort af Thomsen selv, er mundrette og medrivende, og det hele bliver af forfatterens tekst sat ind i den sammenhæng, oldtidens digtere og forfattere levede i… Der er ikke en finger at sætte på denne nærmest mirakuløst vellykkede bog…” (Anne Knudsen i Weekendavisen).” Dette års – for mig – nok mest frydefulde udgivelse” (Jes Stein Pedersen i Politiken).

På min hjemmeside kan nogle af disse romerske guldkorn læses, se bl.a. ”Livsfilosofi og menneskeret” og ”(Ob)skøn”. Og via Aarhus Universitetsforlags hjemmeside kan man høre adskillige af teksterne i ”Veje til Rom” blive læst op.  

HOLBERGS MENNESKE

Foredrag og oplæsning
Holberg skrev tyve tusinde sider, og over det hele lyser munterheden i al sin glans. Han er en af verdens morsomste forfattere. Denne kendsgerning har danskerne ikke kunnet forholde sig enkelt, stolt og taknemmeligt til. Nej, vi har dynget ham til med indvendinger: Holberg er asketisk, kølig og kønsforskrækket. Holberg er en kynisk artist, nihilist og absurdist. Holberg stiller alt for skarpt på det skrøbelige, naragtige, afmægtige menneske. Ja, kølig er han – ellers kan man nemlig ikke skrive komik frem. Helte og forbilleder er der ikke mange af. Men han har en fantasikraft, der kan sprænge alle rammer. Det særegne ved Holberg er just samspillet mellem hans rationelle ædruelighed og hans poetiske vingesus.

I mit foredrag forsøger jeg at indkredse menneskesynet hos Holberg – og andre humorister. En vis dosis teori må der til og en lille smule diskussion med de Holberg-forskere, jeg er uenig med. Men hovedsagen er Holbergs egne ord, som jeg læser og spiller (som amatør). Især vil jeg gerne indføre jer i komedien ”Den Stundesløse” (opført første gang i 1726), som er den mest poetiske og storsindede skildring af stress, man kan tænke sig. Jeg arbejder på en bog med titlen ”Holbergs Menneske”.

HUMOR OG SMERTE

Vi begynder med komedierne, ikke mindst Holbergs. Gennem betragtning af disse dramaers komiske typer kan man ikke undgå at blive klogere på selve det komiske. Her er nogle af de definitioner, man gennem århundrederne har opstillet: det komiske er en grimhed, vi skammer os over; det komiske kommer af et misforhold mellem realitet og illusion; den komiske person ligger under for en stivhed; den komiske er forstyrret i sin kontakt med virkeligheden, med andre mennesker og med sig selv. Følgende definition – som er af nyere dato, men trækker på de store forgængere inden for teorien om det komiske – åbner virkelig døre: Det komiske opstår i en spænding mellem individets indbildte selvbestemmelse og dets faktiske fremmedbestemthed. Komedien ser mennesket fra frøens perspektiv, hvorimod tragedien ser det fra ørnens. Sådan er den komiske menneske- og tilværelsesbetragtning, den komiske vision.

Vi må lytte til tænkere som Kierkegaard og Freud, og også lige kigge på Henri Bergsons Latteren fra 1900, Harald Høffdings Den Store Humor. En psykologisk Studie fra 1916 og Simon Critchleys verdenssucces On Humour fra 2002 (132 små sider).

Hos Kierkegaard og Freud lærer vi at kende forskel på ironi og humor, og vi indser, hvordan humoren, til forskel fra ironien, formår at aflede og afvikle smertelige følelser og nagende lidenskaber, ikke mindst vrede.

Jeg lover, at foredraget bliver krydret med eksempler!