HENGIVELSE MODSAT BEHERSKELSE

(mit svar på en enquete om, hvilken bog der havde haft særlig betydning for mig)

 En landsby omkring 1955. De fleste børn var med på det nye; men vi var en lille kreds, hvem det gik nær til hjerte at se, hvordan gård efter gård købte traktor, så der efterhånden kun stod en enkelt grånende hest tilbage i hver stald, og snart gjorde der ikke engang det. 

For sådan et medlem af de udrangerede hestes melankolske klub var det en befrielse, da han var kommet til skels alder, at træffe på Thorkild Bjørnvigs tanker om naturen – naturen i dyr og naturen i mennesker. Det var grækerne, der fandt på at bruge samme ord om vækst hos dyr og planter og vækst hos mennesker; vækst hedder fýsis på græsk, natura på latin.

Det er jo aldeles ingen selvfølge at hævde et sådant fællesskab mellem dyr og træer og personer. Men det gjorde grækerne altså, og man kan sige, at Bjørnvigs tænkning aldrig taber denne sprogbrug af syne: ”Selv er du Natur, indlagt i Naturen”. Bjørnvig var nemlig græker, både i den forstand at han var inde i antikken, og i den forstand at han var fortrolig med den tyske idealisme, hvis ideal jo var antikken. Mottoet for Bjørnvigs essaysamling Begyndelsen er netop Schillers linje om Homers sol, der også smiler for os:  

Und die Sonne Homers, siehe! sie lächelt auch uns. 

Bjørnvigs tænkning vil gardere storbymennesket mod at kedes og mod at kede. Hans økologiske digte for hvalerne og regnskovene er velkendte, ligesom hans bekendelse til rockmusikkens dionysiske energier i Oprør mod Neonguden (1970). For mig fik den tidlige essaysamling Begyndelsen (1960) afgørende betydning. Bogens budskab er hverken indviklet eller elitært – eller reaktionært. Det går ud på, at hvis vi vil være mennesker, skal vi lære at lade os standse af det-der-ikke-er-menneske: at frydes ved egernet, at falde i staver over stjernerne. Så er den djævelske kløft mellem liv og menneske opfyldt. – Hos Bjørnvigs ven K. E. Løgstrup udfoldes beslægtede tanker, med andre midler, i en anden stil.  

Bjørnvig: Vi skal turde lade vores elskede vedblive at være en i grunden fremmed. Det frie slag hos det selvberoende menneske ved siden af os skal være os en kilde til salig interesse, til undren og glæde – og ikke en torn i øjet. Det samme gælder den frie natur, som opliver os, når vi afstår fra at underlægge os den. Alt i alt: Du skal kunne bære det fremmede, kunne tåle det-der-ikke-er-dig. Sådan tænker Bjørnvig om natur og naturløshed, vel at mærke adskillige år før videre kredse blev bevidste om den økologiske krise. Så der var poeten profet.

Op imod tidens politiske og psykologiske tankegange hævder Bjørnvig, at det er det, vi ikke kan få fingre i, der kan berige os. Om magtafkaldet skriver han:

I Hengivelsen for det, som vi ikke kan eller vil udøve Magt over, ikke kan eller vil eje, genfødes vor Uskyld og Oprindelighed atter og atter, det er ganske enkelt.

 Men saa snart Venskabet og Kærligheden slaar om i Magtinteresse og bliver tyrannisk, det bestandigt mulige Syndefald, saa dræber den det ukendte, fremmede i den anden Part, gør den kedsommelig og bliver selv kedet. 

Bogen hedder Begyndelsen, fordi den handler om betingelserne for, at alt det kendte kan blive nyt igen.