LIEBENBERG, EN DANSK PLATONIKER

Er man så heldig at besidde Ewald, Staffeldt, Oehlenschläger eller Aarestrup i aldrende editioner, kender man uden tvivl filologen F.L. Liebenberg, disse og andre poeters utrættelige udgiver (hans årstal er 1810-1894). Om ham og hans platonisme vil jeg på denne plads, nu da vi har hørt Dover tage de britiske Platonists ved vingebenet, bringe en mosaik af citater fra Paul V. Rubows afhandling fra 1947 om manden og hans værk (findes i Rubows bog Oehlenschlægers Arvtagere). Man får gennem disse citater et indblik ikke kun i ynglingekærlighed i Biedermeier-tidens Danmark (endnu før 1869 og opfindelsen af ordet Homosexualität), men også i den måde hvorpå en indflydelsesrig – og drillesyg – akademiker som Rubow fandt det passende og påkrævet at tale om disse ting et hundrede år senere i 1940’ernes København. Kendere af Rubows skrivekunst forstår ved vejningen af hans ord at medregne, at en vis psykologisk naivitet – påtaget eller ikke påtaget, det ved man netop ikke – indgår i hans ironiske udrustning. Rubow er karaktertegner og ikke psykolog, så smuds finder han intet af (absolut intet!).

 Præstesønnen Liebenberg – hans far var kongelig konfessionarius – havde gået i skole med Søren Kierkegaard. Som atten-nittenårig grundlagde han et venskab med Hostrup (1818-1892), Genboernes lyse digter:

 Fra Midsommeren 1829 stammer et Bekendtskab, der varede Livet ud. Under et Ferieophold i Valby blev han indført i Justermester Hostrups Hus og dér forelsket i den ældste, femtenaarige Datter. “Hun gjorde et stærkt Indtryk paa mig, og hvis hun ikke et Aars Tid efter, mens jeg endnu betragtede hende – lige som i Grunden ogsaa mig selv – som et Barn, var bleven forlovet med en Anden, havde jeg senere vistnok meldt mig som Bejler, og Meget kunde da for mig have taget en ganske anden Vending – Spørgsmaal, om den var bleven bedre.” Hermed sigter Liebenberg maaske til, at han i saa Fald var bleven theologisk Kandidat og maatte have fulgt det gejstlige Kald. Men rimeligvis har han ogsaa tænkt paa, at han siden den Tid ikke følte Noget for det smukke Køn, og i Aarenes Løb blev en mere og mere enthusiastisk Dyrker af Ynglinge. Hans Kærlighed til den intelligente mandlige Ungdom holdt ham frisk; men det manglede ikke i en senere Tid paa smudsige og sikkert aldeles ufortjente Hentydninger til hans Platonisme.

I tolv Aar var Liebenberg indskreven som theologisk Studerende. Det Studium havde aldrig hans Interesse. Hjemmet synes at have præget af Fromhed og mild Livsglæde, en Præstegaardstype man nuomstunder har ondt ved at finde Sidestykke til. Hvis Sønnen Frederik nogensinde har haft Troen, har denne neppe strakt sig længere end til Aarets Evangelium efter Oehlenschlæger. Læsningen af Strauss’ Leben Jesu skal have givet hans Kristendom Dødsstødet. Han behøvede dog Stephen Hegers Tilskyndelse for i 1840 at opgive det theologiske Studium. Hans Religion var fra nu af den landlige Natur, de skønne Ynglinge, Poesien og Stjernerne.

 Vedrørende Liebenbergs studium af Schack-Staffeldts poesi:

 Et dybereliggende Motiv til hans heftige Sværmeri for Staffeldt maa utvivlsomt søges i den Platonisme, der forbandt ham med Hermafroditernes og det mystiske Naturalts Sanger. 

Mod slutningen af Rubows afhandling hedder det om Liebenbergs kontrovers med den farlige filolog og giftige ”Soldefar” Israel Levin (formen “formodenligt” skyldes Rubow):

 Striden med Levin er forsigtigt refereret i Liebenbergs Optegnelser; ifølge Traditionen (som jeg har gennem M. Galschiøt) skal Levin have truet med at “skandalisere” ham, det vil formodenligt sige tage ham under Behandling i en Pjece; og det skulde være sært, om han da havde undgaaet at alludere til hans Forkærlighed for Ungdommen. Liebenberg var dengang meget hed om Ørene, og himmelglad da han omsider blev af med den slemme Styverfænger og Kværulant. Levin udgav i Tidens Løb en hel Hylde fuld af Flyveskrifter med ondartede Personligheder, men har dog aldrig skrevet et ondt Ord mod Liebenberg.

 Liebenbergs Alderdom blev meget lykkelig. I mange Aar var han Bibliothekar i Studenterforeningen, hvor han vedblev at komme efter sin Afgang og samle “Kyllinger” om sig, som man sagde. Han havde det for en Olding usædvanlige Held at blive mere og mere velhavende. Hans Aarpenge af Staten blev forøget, og han fik flere og flere Familielegater og Arvelodder. Men navnlig opnaaede han at blive næsten forgudet af sine yngre Venner.

 Heriblandt ikke mindst Georg Brandes, hellener og klassicist.

Note: Gad vidst, om Liebenbergs lange liv er blevet studeret under den platoniske ynglingekærligheds og den victorianske repressions synsvinkel. I alt fald nævnes han ikke i Wilhelm von Rosens fortjenstfulde disputats Månens Kulør. Studier i dansk bøssehistorie 1628-1912, I-II (Kbh. 1993).