MADS JONSHØJ  1955-2006

Tusinder af mennesker har modtaget et indtryk, de sent eller aldrig vil glemme, når Mads Jonshøj, den strålende harmonikaspiller og sarte sanger, spillede Evert Taube for dem. Med sit trækspil foredrog han ”Calle Schewens Vals” stående på en stol. Men ved ordene ”Meeeeen hej, alle venner, som gæster min ø, jeg er både ædru og klog” sprang han med et træskobrag ned på gulvet. Nok var spillemanden ikke adræt i nogen gængs forstand, men efter det spring sad sangen, hvor den skulle, og alle nynnede med på sidste linje: ”Han danser, til solen går op.” Calle Schewen blev en af hans kendingsmelodier, men det blev Taubes dødsbevidste og nænsomme ”Nocturne” ikke mindre. Mads sang Taube, Nils Ferlin og andre på det fineste svensk; han forenede nemlig sprogøre med stilsans. Hvis man nu siger, at humor er evnen til at bære sin smerte med sjov stil, så var Mads en gudbenådet humorist. Det vælder alt sammen op af hans tekster, fx den fine ”Lad os få Seinen til Århus”, hvormed Mads i de tider, da åens afdækning stod som et fjernt fatamorgana, slog til lyd for denne utopi og lod Århus rime på vårbrus og lårsus. Melodien var naturligvis også hans egen. Jeg synes, man hører for lidt til den nede på cafeerne! Det var i Skagen, Mads begyndte sin løbebane som troubadour. Han var dengang kun en stor dreng, gammelklog, neurotisk og genert – og så dog alligevel ikke det fjerneste genert.

Mads havde lune og pli og en totalt ukonventionel måde at være konservativ på. Med den oppakning listede han sig i de senere år til en enestående indsigt i en skare egensindige og seje gamle på plejehjemmet ”Fortegården” i Risskov. Mads, som boede i nærheden og ikke var nogen ørn til det praktiske, spiste ovre hos de ældre, spillede for dem og vandt deres fortrolighed. De sjælestudier og livsfresker, der kom ud af hans lydhøre møder med Århus’ seniorer, er enestående i deres art og kan forhåbentlig udgives en dag. Musikerens sans for timing er også hos ham, når han skriver prosa, og derfor får hans prosa den uhyre sjældne egenskab, at man kan spadsere frit omkring i den. Begge Mads’ forældre var skrivende folk: Hans mor Puk Wennström Jonshøj var en finurlig og klog journalist på Jyllands-Posten, og efter en karriere som huslæge udsendte hans far, Ole Jonshøj, en række sikkert svungne og fint patinerede noveller. Deres søn var lysende intelligent, musisk og musikalsk, og barnefrom til det sidste. En djævelsk tvangsneurose hæmmede ham. Og dertil kom det såkaldte Tourettes Syndrom; han var ulykkelig, når han skræmte pigerne væk med sine nakkespasmer og halvkvalte lyde à la sælhund (for at citere ham selv). Men der er en flok på hele ni kvidrende piger, der ikke lader sig skræmme af alverdens syndromer. De piger går under navnet Muserne, og de var om ham til det sidste.

Mads Jonshøj blev kun halvtreds år, men få mennesker har sat et dybere præg på dem, der kom ham nær. Det er underligt at tænke på, at Mads på den ene side havde så nemt ved at knytte mennesker til sig i betagelse, men på den anden side var så ensom. Skal man sammenfatte hans væsen i ét ord, kunne det være: nænsom.