MENNESKER AT MINDES |
Fra bind III af Martin Evalds Erindringer I-XVI |
|
Ellen Poulsens Jordefærd Tirsdag den 17. Juni 1930 jordfæstedes den af Lynet dræbte unge, livsglade Pige, Ellen Poulsen fra ”Langkjær”. Jordefærden skulde foregaa fra Hjemmet Kl. 11. Folk strømmede derud baade i Biler og gaaende, saa der til sidst var samlet en stor Mængde Mennesker for at følge Ellen til hendes sidste Hvilested. I Hjemmet talte Ellens Fader, Poul Poulsen, om Ellen som den gode og trofaste Pige og Datter, hun havde været i Hjemmet. En fremmed Mand talte ogsaa derude og berørte noget andet. ”Lyksalig, lyksalig hver Sjæl som har Fred” blev sunget, og Ligtoget begav sig af Sted til Tved Kirke, hvor det skulde være Kl. 1. Ellen var meget afholdt i Gymnastikkredse og var selv en fin Gymnast. Derfor blev Gymnasternes Fane baaret foran hendes Kiste lige fra hendes Hjem til hendes Grav. Da Ligtoget var kommet til Kirken, (hvor jeg var gaaet ned for at deltage), gik min Fætter, Viggo Andersen, foran med Fanen, hvori der var en sort Sløjfe, ved Siden af gik Pastor Eriksen og sang, bag ved Fanen gik 10 unge, sortklædte Piger med bart Hoved og strøede Blomster og Grønt foran Kisten, det havde de gjort hele Vejen. Kisten blev baaret af 8 unge Mænd: Martin Poulsen, Peter Poulsen, Niels Poulsen, Osvald Rasmussen, Jens Peter Jensen, Søren Vissing, Kirstines Mand, og Johannes Sørensen. De bar saa den hvide Kiste ind i Kirken under Klokkeringning og Orgelspil og satte den paa Gulvet neden for Koret. Kirken var smukt pyntet med Spirea. Efter Salme No. 651 ”O Gud ske Lov! det hjemad gaar”, talte Pastor Eriksen ud fra Ordet: ”Hvad gavner det et Menneske, om han vandt den hele Verden, men tog Skade paa sin Sjæl o.s.v.” Præsten fremhævede Ellen som den sunde og livsglade Pige, hun var, og talte rosende om den Ungdom, hun tilhørte, og som Bevis paa denne Ungdoms Deltagelse eller Sorg over Ellens bratte Bortgang havde de plantet deres Fane ved hendes Kiste. Præsten talte videre om Tanker, som han saa tidt selv havde, at det Firma, som han var Agent for, ikke altid var til at stole paa, saadan tænkte han, at saadan kunde Folk maaske tænke; men det Firma handler jo paa egen Haand, saa der kan ingen menneskelige Agenter gøre noget hverken fra eller til. Præsten trøstede til sidst Forældre, Søskende og Venner. Efter Salme No. 306 ”Kom Gud Helligaand, kom brat!” blev Kisten baaret ud til Graven. Præsten forrettede Jordpaakastelsen og bad ”Fadervor” og et Par Salmer blev sunget. Jens Peter Jensen sænkede Gymnastikfanen tre Gange ned i Graven som en sidste Hilsen til Ellen fra de unge. Saa tog Lærer Poulsen, Tved Ordet og sagde, at Aftenen i Forvejen var der kommen en ung Mand (Jens Peter Jensen) og spurgt om han ikke vilde sige et Par Ord ved Ellens Begravelse. Poulsen takkede Ellen paa de unges Vegne for hvad hun havde været for dem, og som et synligt Minde paa, at de unge holdt af hende, vilde han nu tage Tæppet af en Gravsten, som de vilde skænke til Ellens Grav. Han bad Familien modtage den og læste Indskriften højt: TIL MINDE OM Til slut blev ”Dejlig er Jorden” sunget, og Lærer Johannsen, Dejret takkede for den store Deltagelse og for det smukke Minde. Blandt de mange Kranse var der to, som særlig tiltrak min Opmærksomhed, af Indskriften paa Baandene kunde jeg se, at de var givet af et godt Hjertelag. Paa den ene lød Indskriften: ”Farvel kære lille Ellen – Fra din Veninde Petra.” Det var Petra (Anders Petersens), hende og Ellen havde været sammen paa Ry Højskole og havde maaske baade der og her hjemme holdt meget af hinanden, og nu var deres Venskabsbaand skaaret over. Paa den anden Kranses Baand stod: ”Hvil i Fred kære Ellen – Fra din Johannes.” Det var Johannes (Martin Sørensens), han og Ellen havde vist holdt af hinanden, lige siden de gik i Skole, og denne Kærlighed havde de bevaret op i Ungdomsaarene. De var begge unge endnu (19 Aar), saa de var ikke offentlig forlovede; men jeg kan godt forstaa Johannes, at han sørgede over Ellens saa bratte Bortgang og maaske vanskeligt kunde forstaa, at han nu ikke skulde se hende mere i dette Liv. Jeg tror, at Johannes var den, der sørgede mest over Ellen. Man kunde sige med H. C. Andersen i hans Eventyr ”Rejsekammeraten”: ”Den stakkels Johannes”. Ellens mor, Ane på Langkjær, Ane Poulsen Konge, var stærkt kirkeligt engageret. Vi aner Anes stærke og kærlige hånd bag ligfærdens forløb. Blandt de mange smukt beliggende gårde i Tved Sogn er Langkjær en af de mest begunstigede. Den blev grundlagt i 1851 af Niels Nielsen Konge, senere kendt som ”Kong-Niels ved Langkjær”, som byggede stuehuset og kostalden i 1870. Vi ser den stille, betagende Knebel Vig – næsten en sø. Kong-Niels og Mette Marie havde sans for udsigt. Hvad enten vi taler om ”Kong-Niels i Neder-Tved” [Kungniehls i Næjjertwed] eller ”Kong-Anders i Dejret” [Kungannes i Dæjjer] eller ”Kong-Laurs i Tillerup” [Kunglaws i Tælleråb] eller ”Kong-Laurs i Bakkerne” [Kunglaws i Bággern], så er det Langkjær, slægten Konge – eller i alt fald denne slægts Mols-gren – regner for sit hjemsted. Vi ved i øvrigt godt, hvem den ”fremmede mand” var, der ifølge Martin Evald talte over Ellen ved sammenkomsten på Langkjær. Begivenheden blev naturligvis blev dækket i pressen, og de tilhørende avisudklip er bevaret i en af Martins scrapbøger. Vi kan også godt sige, hvem den omtalte Kirstine er. Ved vi det ikke i forvejen, kan vi se det i Martin Evalds Familiebog. ”Den fremmede mand”, det var forstander Skafte, Ry Husholdningsskole, ”hvor Ellen Poulsen sidste Sommer var Elev”. Og Kirstine, det var Ellens storesøster; hendes mand hed Sigurd Ditlevsen. Søren Vissing – som også bar – var karl på ”Langkjær”. Søren var blevet slået til jorden af lynet sammen med Ellen, men kunne hurtigt rejse sig igen. Her er reportagen fra avisen: Ung Pige dræbt af Lynet En Karl, der arbejdede sammen med hende, reddede Livet Det voldsomme Tordenvejr, der i Gaar Morges trak hen over Mols, bragte en sørgelig Ulykke til Egnen. Paa Gaarden Langkjær ved Dejret, der ejes af Gaardejer Poul Poulsen, gik ved 8-Tiden Ejerens Datter Ellen Poulsen og arbejdede i Roerne sammen med Karlen Søren Wissing. I Nærheden af dem befandt Faderen sig. Pludselig blinkede et skarpt Lyn og et øredøvende Skrald lød. De to unge Mennesker blev slaaet til Jorden, Karlen kom dog hurtigt paa Benene igen, hvorimod den unge Pige blev liggende, hun var blevet ramt i Hovedet af Lynet, hvorfra det var fortsat ned gennem venstre Side og ud i Haanden, hvormed hun holdt Roejernet, hvis Skaft blev flækket fra øverst til nederst. Faderen løb straks hen til Ulykkesstedet og saa, at hans Datter var død. Sammen med nogle Naboer, der blev tilkaldt, fik han hende baaret hjem; imedens var Karlen cyklet til Tved for at tilkalde Lægehjælp, da Telefonen paa Grund af Uvejret var lukket. Men da dr. Mule, Knebel, kom til Stede, kunde han kun konstatere, at Livet var udslukt. Da Lynet slog ned, var Moderen gaaet til Rutebilen med en Pakke, og paa Tilbagevejen fik hun Meddelelse om Ulykken. En Broder var i Ulykkesøjeblikket kørende til Stranden efter Grus. Da Meddelelsen om Ulykken naaede ud, gjorde den overalt paa Egnen et dybt Indtryk og vakte den dybeste Medfølelse. Den unge Pige, der kun blev 19 Aar gl., var i de unge Kredse meget afholdt for sit livsglade Væsen, og i sit Hjem var hun en elsket Datter og Søster.
Fra Martin Evalds Dagbog 1948-1954 s. 107 vil jeg citere dette korte stykke om en begivenhed i min familie: Den 10. Februar 1951 fik Laurits Thomsens Kone, Dora, et ufuldkommen, dødfødt Pigebarn. Det blev begravet den 13. Februar 1951 i Lauritses Moder, Kirstens, Grav. Kirsten døde den 24. December 1939. Lauritses Fader, Peter Thomsen, gav Lov til, at det maatte blive begravet der. Barnet kom 1 m i Jorden. Der var kun: Laurits, Peter Thomsen, Provsten og Alfred Olsen til stede. Provsten var ikke i Ornat, og han kastede ikke Jord paa, men bad en Bøn. To Salmer blev sungen: ”Lover Herren, han er nær” og ”Klokken slaar”. Martins kilde er givetvis Alfred Olsen, ringer og graver, som har kigget ind til ham på vej hjem.
Til sidst Mette Olsens mindeord om min mor, som var født 20.10.1919 og døde Pinsedag 10.6.1962: Ved Dora Thomsens baare Døden har i løbet af det sidste halvaar været en usædvanlig hyppig gæst i Tved sogn. Det ene dødsfald er fulgt i hurtig rækkefølge efter det andet, og mange er de ansigter, vi har set forsvinde ud af billedet, og som vi savner i vor hverdag. Døden høster jo i enhver alder. Vi ved, at ifølge naturens orden staar de gamle – eller de ældre, som det forsødende hedder – først for tur, men denne regel fraviges dog undertiden, saaledes ved Dora Thomsens bortgang i en alder, der hyppigt betegnes som livets middagshøjde. Hvad afdøde har betydet for sit hjem og for sine nærmeste, er det unyttigt at spilde ord paa. De efterladte sidder tilbage, knuget af sorg: manden, der har mistet en ægtefælle og enestaaende arbejdskammerat, børnene, af hvilke en ung, vakker søn just i disse dage er oppe til eksamen, svigerfaderen, der nu savner svigerdatterens omsorg og forstaaelse, forældrene, der sørger over en datter. – Vi andre, der gennem mange aar har haft vor gang i den store brugsforening, har med Dora Thomsen bag disken haft en helt enestaaende betjening. Altid var hun venlig, opmærksom og forstaaende, parat til at ”staa paa hovedet” for enhver af os og opfylde vore ønsker, næsten før de var udtalt. Og dette til trods for, at helbredet gennem mange aar havde været skrøbeligt, og at saa at sige hvert trin voldte hende smerte. I en tid, hvor arbejdet hos mange mennesker ikke just staar til pari-kurs, vil vi mindes Dora Thomsen som et lysende eksempel. Hun forstod kunsten at tjene. Vi under hende den fred, hun nu faaet, og sender venlige, deltagende tanker til dem, der er tilbage. n. Mette Olsen har her valgt at skrive under mærket ”n.”, hvad der vist nok står for ’nina’. Indlægget stod i Aarhuus Stiftstidende under KNEBEL. Nekrologen er klassisk og klar, dæmpet i tonen. Også hendes to brødre mestrede denne stil, som slet ikke er let. Den kaldes den attiske. Mettes billede af Dora i Brugsen er dækkende og retfærdigt og ville have glædet hende. På dette foto er frk. Dora Kathrine Sørensen cirka atten (hun og min far blev gift et par år senere):
|
