Bindingsværkslængen til venstre er de tre Olsen-søskendes stuehus (plus lidt
af laden, nærmest betragteren). Her på Anders Olsens mesterfoto ”De Tre
Gavle” ser længen jo ganske godt ud; men det hele var efterhånden blevet
dybt faldefærdigt, og et par år efter Mette Olsens død i marts 1972 blev
gårdens tre længer revet ned. Nu er der en lille park derhenne.

Molboer (Mette Olsen)

KAPITEL 5

METTE OLSEN OG HELE HENDES HUS

Folk siger, de vil ”slå tiden ihjel”. En sådan talemåde er jo både umenneskelig og ugudelig. At ”slå tiden ihjel”, hvad er det andet end at slå selve livet ihjel?                                                                                                                            Mette Olsen

Må jeg fortælle jer om livet i en gård, som nu for længst er væk? Inde i husene – for gården havde jo flere længer, flere huse – færdes Mette Olsen. Også hendes brødre, hendes personale og hendes venner går eller sidder derinde, og folk fra Tved kigger ind. Der er ikke låst.

Hvad Mette Olsen kunne? Ja, vi var jo forskere, vi var verdensopdagere – hun en lærer på 63, jeg en elev på 6. Næste år var vi 64 og 7, og så fremdeles år efter år. Vi diskuterede, vi udvekslede nyheder, vi tog ”dagens brændende spørgsmål” op, og jeg lærte noget. Men det er ikke det hele. Alt imens dialogen gik sin gang, må hun, hemmeligt for mig, have herset med den ilende tid og sagt til den: ”Stå stille, tid!” Hun kunne fortrylle tiden, det kunne jeg tydeligt mærke, og dem, der kan gøre det for os og med os, dem glemmer vi ikke i hast. Mette var klog, forrygende klog. Men mit egentlige emne er ikke intelligensen, men stilheden, det er ikke debatterne, men stemmen bag.

Ja, det var i Tved, jeg fandt mit første universitet. Universitetets rektor hed Mette Marie Dorthea Olsen. Hos hende var jeg student i tyve år, evighedsstudent kan man sige. Jeg var indskrevet fra 1952 til hendes død i 1972, dvs. fra jeg var seks til jeg var seksogtyve. I den periode gik Mette fra treogtres til toogfirs.

Der var højt til himlen under hendes lave lofter. Hendes synkende gård rejste sig som et uindtageligt tankeslot, mange stokværk i højden. I alt hvad hun sagde og skrev, var det danske sprog med hende, hun var fri i sin moders mål – sprogmesterinde Mette. Her er en bid af et brev fra Ebeltoft Sygehus, oktober 1971, hvor hun skriver nøgternt og begejstret, selvironisk og forkyndende om sit udbytte af en bog om kristendom og moderne tænkning:

Jeg har haft megen Glæde af at læse Thestrup Pedersens Bog – særlig II Del, der handler om Dietrich Bonhoeffer. Læs den, naar du faar Tid! Tænk at kunne leve i Koncentrationslejrenes Helvede i den trygge Forvisning at være i Guds kærlige og mægtige Hænder! Og at kunne fastholde den! – Jeg har ”Stof” til at fylde mange Ark, men desværre ikke Kræfter – hvilket du kan være glad ved! – Ha’ det godt, glæd dig ved Livet og ved hver gudskabte Dag! Kærlig Hilsen, din Mette.

”Ha’ det godt, glæd dig ved Livet og ved hver gudskabte Dag!” Ifølge hendes filosofi er det kærlighed til hverdagene, det gælder om. Ferie kan ethvert fæ finde ud af at holde, skulle man i det mindste tro.

I et andet brev fra sygehuset i Ebeltoft rapporterer – og ræsonnerer – hun:

Vi har i nogle Dage haft en mandlig Sygepasser, der bistod vor Morgenfrue, ”lille Madam Svendsen”, med Toilettet Kl. 5 Morgen (Hvilken barbarisk Skik!). Det var en medicinsk Student, der skulde tjene Penge til videre Uddannelse – meget venlig og rar, men uha! jeg henviste ham til at ”more sig” med min tossede Nabo – hvilket han saa gjorde! Tænk, at man er saa stopfuld af Fordomme. Hvad saa med Mænd, der skal lade sig ”nusse om” af kvindelige Væsener? […] Du skulde lige se lille Madam Svendsen, der er saa sur som en Agurk, skifte Ham, saa snart ”Sheiken” nærmer sig; saa straaler hun som en Majmaanedskat. Dette med de to Køn er dog noget mærkeligt noget – hvad mon Skaberen i Grunden har tænkt sig?

Sådan skrev hun, og sådan talte hun. Hvad mener I om majmånedskatten? Mettes åndelige gemmer bugnede af den slags finurlige, flyvefærdige ord; nogle af dem er så sjældne, at de kun er repræsenteret med et par eksempler i Ordbog over det Danske Sprog, hvis man kigger efter der. Hendes digterbror Anders kunne mindst lige så mange, og heller ikke hendes bondebror Jens var tabt bag ordenes vogn. Vi skal se for os, hvordan de gik og spillede ord til hinanden derhenne. Der gjaldt én regel: Du må kun komme med ord, der blinker; ellers er du ude! Det var deres form for badminton.

Alle disse udsøgte udtryk bar hendes lyse indfald i mål. Tag nu den agurkesure morgensygeplejerske i brevet! Hende omdøber den firsårige spøgefugl til en blomst, en morgen-frue. Og hvad sker der, når man med dynen over næsen kan ligge og godte sig over at have indlemmet denne højst frastødende agurk i det yndigste blomsterrige? Ja, så bliver livet med madam Svendsen plus hospitalets andre viderværdigheder, herunder pinen og smerterne, lige med ét til at bære. Vid, bid og livskunst, må man sige.

I citatet ovenfor ser vi også Mette Olsens foretrukne tankebane, hendes ”hvad nu hvis?”. Her har vi den smidige, smilende, snilde, selvkritiske oplysningskvinde Mette Olsen i funktion: Hun lister – snarrådigt – den unge mand over i det gamle skridt på sin stuekammerat, som jo alligevel er fra snøvsen. Selv er Mette nemlig, som hun siger, så ”stopfuld af fordomme”, at hun ikke tør lade en mand, ikke engang denne venlige og rare unge fyr, se sig nøgen. Men hvad nu hvis jeg var en mandlig patient? Mænd må jo bestandig finde sig i at blive beset og befamlet af kvindelige væsener!

”Oplysningskvinde” skriver jeg. Ja, for det er jo det rene Ludvig Holberg dette her. Hvor Mette gik og stod – og lå – dér fulgte 1700-tallets vid og bid med.

Disse to katteelskere, Holberg og Olsen, Ludvig og Mette, vil gerne have alle os andre med på spøgen. Ved hjælp af et rask lille ”hvad nu hvis?” kan enhver til enhver tid få sagen sat på spidsen, hvor den ifølge Mette Olsen står bedst. Men andre end Mette er ”stopfulde af fordomme”, og endnu i det 21. århundrede er problemet med de mandlige vaskere hos os. Således nægter en 78-årig dame at lade sig følge på toilettet og vaske af en mandlig hjemmehjælper fra kommunen. ”Jeg skal ikke vaskes i skridtet af en mand. Der må være en kant,” udtaler damen til tv-avisen. Og hos denne dame var der ingen antydning af vilje til at vove et ”hvad nu hvis?”, hvad der ellers nok kunne have lettet på presset.

Fagene på Mette Olsens universitet var mange, med teologi, historie, politik og poesi som de vigtigste. Men fagviften blev aldrig flimrende, for målsætningen var ret beset én, den nemlig at finde ned til de grundvilkår, som gælder nu som før – i skæringspunktet mellem historie og menneskenatur, mellem det, der veksler, og det, der varer. Samspillet mellem sind og samfund var et hovedfag. Man kunne komme derhen, og endnu mens vi sad og satte os til rette, kunne hun kaste denne friskplukkede læsefrugt fra sin ende af bordet hen til min: ”Vil du høre, hvad A har læst i dag? At den moderne dansker vånder sig under fritidsproblemet!” Og så satte hun ellers sine satiriske tænder i dette fritidsproblem, som hos hende udløste et festfyrværkeri af betragtninger. ”Hvad mener du om dette vidunderlige emne? Er det ikke meget synd for nutidsdanskeren, at han sådan skal have sin fritid at trækkes med?”

Der var ingen ende på den danske forargelse i 1950’erne og 1960’erne over diskriminationen af USA’s sorte. Mette Olsens kommentar lød, hver gang de blodige raceoptøjer derovre fyldte avisens forside: ”Vi ville såvist få artige sager at se også her til lands, dersom der pludselig spadserede et par hundrede købedygtige negre rundt i Århus Gade.” Ingen af os havde nogen sinde set en levende neger. Men som alle rationalister betjente Mette Olsen sig af tankeeksperimenter, og ved eksperimentets hjælp (”hvad nu hvis?”) gennemlyste hun den selvgode mentalitet i den unge, racerene danske velfærdsstat og antog, at dens dage var talte.  

KYNISK OG VARM
En sommerdag – nu er vi tilbage i 1950’erne – var den tolvårige som sædvanlig på vej fra byens midte, hvor vi boede, op til Mette Olsen, hvis oldgamle gård lå på vejen ned til Tved Kirke ved Knebel Vig. Spangbækvejen hedder den; der løb nemlig engang langs vejen en fyldig bæk, som man kunne krydse via et par små træbroer, såkaldte spanger. Men det lå tilbage i tiden, og spangerne havde ingen af os set, så nu kaldte næsten alle vejen ned til Mette Olsen og Kirken for ”Spandbækvejen”. Spangen var blevet til en spand. Den slags kulturtab var Mette ikke fornøjet med.

Vi byttede avis, det var vores Jyllands-Posten mod hendes Aarhus Amtstidende. Den sommerdag, jeg her taler om, blev jeg kaldt til side af SP og Maren. Deres vane tro overvågede de bylivet fra hver sin pude på hver sin havemur. De havde udsigt til hinanden, når de kiggede ligeud, og udsigt til livet, når de kiggede over skulderen, Maren over den venstre, Søren Peter over den højre.

”Hvad ville træskomandens?” spurgte Mette Olsen, da jeg var nået frem til hende længere oppe i gaden. Hun stod fremme ved vejen. På det lave køretøj, som hendes ven Niels Kruse engang havde snedkereret til hende, havde hun lige kørt sine mælkejunger frem til afhentning.

”De ville have at vide, hvordan det går med bedstefar.”

”Hvordan går det så?”

”Godt, og det sagde jeg også.”

”Blev de så ikke skuffede?”

 Dette spørgsmål var ikke ment som en udlevering af specielt træskomanden og Maren; Mette og hendes brødre havde altid holdt af SP og beundret hans sindighed og fingersnilde, egenskaber, som de savnede hos sig selv. Spørgsmålet til den tolvårige – ”Blev de ikke skuffede, da de hørte, at sygdommen var ovre?” – var ment som en indvielse af ham i det grundvilkår, at næstens modgang indgiver os mere velsmag og velvære end hans medgang. Spørgsmålet var ment som vaccine. Når drengen så på sin videre vej gennem livet blev udsat for udslag af denne regel, måtte han ikke lade sig slå omkuld, men hellere smile ad hele redeligheden. Ideen bagved er den, at når man bestemt ved, hvor meget der er at være urolig for, så mister man ikke så snart roen.

Det var et kursus i, hvordan man kan leve det vanskelige liv uden at miste pippet. At livet er vanskeligt – er og bliver vanskeligt – det stod fast i Mette Olsens skole. Det er befriende og beroligende at indse, at livet er vanskeligt, og at være forberedt på, at vanskeligheder, modstand og fald venter os. Sådan var hendes syn på livet. Man kan stirre sig blind på sin næstes dårskaber, hvis man aldrig tillader sig selv at le over dem, men altid græder, jamrer, brokker sig eller raser over dem. Sådan var hendes syn på menneskene. Er det kynisk?

Vi siger tit ”kynisk og kold”, og ved ’kynisk’ forstår vi så: afstumpet, manipulerende, blottet for indføling – altså netop kold. Men det er en ensidig brug af dette ord. Hvis I vil følge mig et par tusinde år tilbage i tiden, kan vi se, hvad ’kynisk’ er – og hvad Mette Olsen var.

Ordet ’kynisk’ betyder ’hundsk’, ’hundeagtig’, og i 300-tallet før Kristus var der i Athen en flok filosoffer, som fandt på at kalde sig selv de hundske. De lancerede sig selv som hundene, de fritgående, herreløse hunde, og med den anti-reklame satte de Athen på den anden ende. ”Skru ned for dine behov!” sagde kynikerne til de stressede. ”Hvis vi stiller et minimum af krav, kan vi mennesker opnå et maksimum af sindsro og godt humør.” ”Normen er ikke, hvad de andre siger. Normen er inde i dig selv – bare lyt!” Forud for kynikerne gik Sokrates, efter dem fulgte stoikerne. Ludvig Holberg, ”disse rigers opdrager”, var på én gang sokratiker, kyniker og stoiker. Men hvis vores allesammens opdrager var elev af Sokrates og hans kyniske elever, så er vi det vel også.

I kender nok Diógenes i tønden. ”Man sku’ ha’ det som Diogenes og altid bo i en tønde,” siger en revyvise fra besættelsestidens Danmark. Diogenes var Athens berømteste kyniker. Hans budskab – hans evangelium kan vi godt sige – lød: For hvert enkelt menneske drejer det sig om at blive selvberoende, selvforsynende. Hvad han mente med det, det viste han dem ved sin såre simple løsning af boligproblemet: tønden. Hvor svært kan det være! Småt er smukt. ”Hvorfor går du rundt ved højlys dag med en tændt olielampe?” spurgte athenerne Diogenes. ”Jeg leder efter et Menneske,” svarede han. ”Når jeg har fundet et, skal jeg nok slukke.”

Hører I, hvordan han med denne på én gang larmende og stilfærdige filosofi ville gøre sig selv – og enhver anden, der gad høre efter – usårlig? Intet kan slå en kyniker omkuld. Bare kom an! Mette Olsens spørgsmål til den tolvårige trafikant i Tved Gade var så overraskende, at han aldrig har glemt det. Det var chokerende kynisk, kynisk i græsk forstand. Det var et krast forsøg på at gøre mig til et muntert menneske, når jeg engang blev voksen.

Til den kyniske filosofi bekendte Mette Olsen sig gerne… ”kun at A foretrækker katte for hunde!” Hun talte lavmælt købstadsdansk, men sit ’A’ opgav hun aldrig. Hendes tonefald var dæmpet og omsorgsfuldt, og der glimtede mange smil under rosenkransen (hendes frisure). De farver, der hviler over hende i min erindring, er som Mona Lisas på billedet. Hun yndede at give sin sætningsbygning et lille svejfende drej tilbage mod mere gyldne tider. Så hun sagde ikke ”Det er der jo sandelig tale om dér.” Men ”Det er der jo sandelig dér tale om.” Man gør sig vanskeligt en forestilling om, hvor lidenskabeligt hun elskede sit modersmål – og sin mor.