Nutidens grækere, et storsindet folk
(Fra en ekskursion til Kypern med Athens Universitet)

Aarhus Universitets avis Information & Debat 26. maj 2003

DET GRÆSKE STORSIND 
Den gåde har beskæftiget mig lige siden mit første besøg i Grækenland i 1968, og for hvert ophold dernede er den blevet mere omfattende og mere påtrængende: Jeg ved virkelig ikke, hvor grækerne henter energien fra til deres aldrig ophørende omsorg og gæstfrihed. Deres kærlighed er aktivistisk på en måde, der må afvæbne enhver (men det er selvfølgelig ikke enhver, der bryder sig om at blive afvæbnet).

For attende gang aflagde Det Humanistiske Fakultet ved Athens Universitet i år sit ugelange besøg på Kypern (vi burde stave det, som vi udtaler det, ikke med engelsk C, men med græsk K). Ekskursionen finder altid sted i ferien omkring Grækenlands nationaldag, som falder på den 25. marts, thi 25.3.1821 kaldte Germanos, en højt placeret gejstlig i byen Pátra, på hele Peloponnes’ vegne til opstand mod tyrken, og denne forårsdato blev en mærkedag i Den Græske Frihedskrig. Den græsk-ortodokse kristendom er patriotisk på en måde, der kan sammenlignes med Grundtvigs kristendom. Dertil kommer, at Den Græsk-Ortodokse Kirke på ingen måde generer sig ved at politisere.

Formålet med universitetets ekskursion er at vedligeholde og udbygge kontakten mellem Grækenland og det fjerne Kypern: at udveksle viden, at feste sammen, at besøge steder der er hellige for ortodokse kristne. Der deltog ca. femten lærere, ca. ti sekretærer/administratorer og ca. femogtres studenter. Mange af de oprindelig tilmeldte lærere og studerende havde meldt afbud pga. krigen i Irak, der jo ligger lige ved siden af Kypern; Storbritannien har to udstrakte baser på Kypern, og om deres brug kan man ikke få besked. Men et selskab på halvfems personer er trods alt betragteligt, og vi var både synlige og hørlige på det store hotel Hilton i Nikosia (Lefkosia på græsk). Der var tale om studerende og lærere fra hele Humaniora, men i Grækenland syner Klassisk Filologi kraftigt ved ethvert humanistisk fakultet; man kan sammenligne med Nordisk hos os. For tiden er der i Athen i Græsk Filologi indskrevet 3376 studerende, som så fordeler sig på oldtidens, middelalderens og nutidens græske sprog og kultur. De athenske kolleger beklager sig over at skulle undervise og vejlede i sådanne massefag. Dog aner man en vis stolthed i klagen.

Vore to ledere er vidt forskellige personligheder. Den ene var lektor Voskós, hvis navn – Hyrde – gav anledning til megen munterhed rundt omkring blandt os får og geder i hans hjord. Voskós er klassisk filolog, han er født på Kypern i en landsby, der nu befinder sig under tyrkisk besættelse, og som ung var han aktiv i uafhængighedskrigen mod englænderne, ligesom han kendte begivenhederne under Tyrkiets invasion i 1974 minut for minut og meter for meter (han boede endnu på øen dengang). Da vi en aften befandt os i nærheden af det sted, hvor hans mor og ugifte søster nu bor, tog han ud og hentede dem, så de kunne feste med os. Hans oldgamle moder, der som enke var klædt helt i sort, rørte ikke kødet, givetvis fordi vi befandt os i fastetiden og hun er en god ortodoks kristen. Fra tallerkenen styrede hun sit livslystne blik uden om tørklædets kant og så fulgte hun, til hun fik nok, hver en bevægelse hos de athenske studenter, når de dansede på bordene, eller byggede babelstårne fra bordplade til loft af tomme colaflasker, den ene oven på den anden. 

Voskós er romantiker og han blev dybt bevæget, hver gang vi gjorde holdt ved et monument og der blev holdt taler. Et af vore besøg gjaldt et plejehjem, overdådigt indrettet til gavn for de forældre, der havde mistet sønner og dermed forsørgere i uafhængighedskampen mod englænderne i 1955-1959. Nogle af beboerne kom frem på scenen og reciterede digte fra deres ungdom, og en af de gamle damer fremsagde uden at ryste oprørernes edelige erklæring anno 1955 om troskab til døden. Det er tydeligt nok en trøst i alderdommen at have lært at læse op, mens tid er; og det skal være uden manuskript, for ”papir har intet hjerte”.

Med sig havde lektor Voskós sin unge hustru, en generals statelige og elskelige datter, som sammen med deres søn på otte og datter på seks kastede glans over gruppen. Selv de lærdeste eller sejeste blandt fyrene, selv de mest kvieøjede eller ophøjede blandt pigerne smeltede totalt, hvis lille Alíthia eller lille (men dog større) Anastássis kravlede op på deres knæ eller bad om en dans.  Der blev spillet og danset indtil ved et-to-tiden stort set hver aften, og de to små holdt sig ikke tilbage. Voskós viste omsorg for hele hjorden. Han er et kærligt menneske, denne stressede filolog og frihedskæmper. 

Den anden ekskursionsleder var kongemageren på Athens Universitet, lingvisten Kondós, over hvis navn jeg ikke hørte nogen gøre sig munter, skønt det betyder Kort (altså Kurz, ikke Karte). Han er sekretariatschef for Athens Universitet. Stillingen er specielt oprettet til ham og vil blive nedlagt ved hans afgang. Denne vævre herre med den skulderlange sølvhvide manke er, modsat Voskós, realist. Vi havde Kondós i spidsen for vores bus, hvor vi villigt tog imod hans bid, vid og viden. En mand som Kondós tiltaler studenterne med megen omtanke og kunst, med professionel respekt og professoral insisteren. Hvis man rejser rundt med den grundsætning i sin åndelige bagage, at Demokrati og Danmark så småt er to sider af samme krone, kunne man måske tro, at studenter i de varme lande ligger på maven for deres professorer og lader sig byde hvad som helst fra den side. Men så gør man klogt i at tro om. Og hvad Danmark angår, så er vores universiteter, efter ønske fra et bredt udsnit af Folketingets partier, jo nu hastigt på vej ned i den demokratiske bagtrop.

Kondós er en behersker i teori og praksis af den græske tunge og var selvskreven som vores selskabs taler ved næsten alle de officielle modtagelser på rådhuse, i skoler, ved heltegrave på kirkegårde, hos republikkens præsident og hos ærkebiskoppen. I parlamentet kvitterede Kondós for den lysende klare tale, som den kommunistiske formand holdt om Irak-krigen ”herovre ved siden af”, men især om det delte Kypern umiddelbart foran optagelsen i EU. Til ære for faldne kyprioter blev der foretaget talrige kransenedlæggelser, som det efter tur blev overladt forskellige af de mandlige studerende at udføre, og selv de mest henkastede lemmedaskere varetog dette æreshverv med militærisk nøjagtighed, alt imens der hver gang iagttoges et minuts stilhed under Voskós’ tilsyn. Ved disse lejligheder blev hans ellers flakkende blik fast. Og man må sige, at unge grækere, kvinder såvel som mænd, bærer deres kærlighed til fædrelandet med ynde; patriotisme er ikke forbeholdt de politisk formørkede her.

Naturligvis kunne vi, der overværede samtlige kongemager Kondós’ taler, registrere visse gentagelser både i indhold og form; men jeg kan sige uden overdrivelse, at jeg aldrig har oplevet mage til retor. Både det at argumentere overbevisende (logos), det at fremtræde som en saglig og vindende personlighed (ethos) og det at vække de ønskede følelser (pathos) mestrer han til fuldkommenhed, og gør man det, er man en perfekt retor, for logos, ethos og pathos er retorikkens tre søjler. Hans taler fik ekstra klangbund, når man medhørte de mere lavmælte analyser, han løbende foretog inde i bussen, af alle vanskelighederne, alle de indbyrdes forbehold og fordomme mellem fastlandsgrækere (Elladítes) og grækerne på Kypern.

Der er jo en tvivl og tvetydighed i selve udgangspunktet: Uafhængighedskrigen mod englænderne blev ført med det udtrykkelige mål at opnå Forening med Grækenland. Men selve grundlæggeren af Den Kypriotiske Nation, Ærkebiskop Makarios, troede ikke på gennemførligheden af denne Forening med Moder Hellas. Makarios (som døde i 1977) blev en tragisk skikkelse: hjemme anset for en forræder og meneder, ude i verden nærmest betragtet som en religiøs fanatiker (Makarios var kun religiøs til husbehov). Kyprioterne har mere end én gang følt sig svigtet og narret af fastlandsgrækerne. Tyrkiets invasion og besættelse af den bedste tredjedel af øen var jo fremkaldt af et fra Grækenland iscenesat statskup mod Makarios, og det er ikke alle kyprioter, der er stemt for at undskylde Grækenland med, at landet på det tidspunkt, i 1974, var i juntaens vold. På de første universitetsekskursioner for små tyve år siden mødte athenerne åbenbart ret stride vinde fra kyprioterne; og også denne gang var der en enkelt taler - en yngre herre fra Kyperns udenrigsministerium – der faldt udenfor, idet han bl.a. udtrykte frygt for følgerne af Grækenlands aktuelle forsøg på at ”normalisere” forholdet til Tyrkiet. Men generelt påskønner Kypern den indsats, som i de senere år er udført af Grækenland inden for EU, og nogle siger ligefrem, at Kypern nu ved sin indtræden i EU på en måde bliver ”forenet” med ”moderlandet”. 

Grækerne på deres side har også ret bestemte meninger om Kypern. De beundrer kyprioterne for deres præcision, effektivitet og dynamik, de er dybt imponeret over Kyperns højkonjunktur, men finder til gengæld at kyprioterne er nydelsessyge (”hedonisme kendetegner kyprioten”). 
 

ATHEN – ÅRHUS 
Nu skal det åbenbares, at jeg ved min side havde Katerina Kamaretta, som er en af ankerpersonerne i Erasmus-samarbejdet mellem de klassisk-filologiske institutter i Århus og Athen, og som er den der for et par år siden inviterede mig til at deltage i Kypern-udflugten, når det engang passede. Kamaretta er i ærefrygtindgydende grad belæst i oldtidens græske litteratur, ægte anfægtet af nutidens filosofiske og filologiske problemstillinger, og dertil et udadvendt universitetsmenneske, gennem mange år aktiv i fagforeningsarbejde på venstrefløjen. Hendes helt uimodståelige og vidt forgrenede svigerfamilie på Kypern stjal hun og jeg os til at besøge et par eftermiddage. Kyperns haver bugner af duftende fresier, og Kamarettas svigerinde forærede mig en, som jeg lagde på bordet i mit værelse. Da der om aftenen var blevet tæppet af, havde stuepigen sat min fresia i en vase sammen med vilde blomster, som hun åbenbart havde været ude at plukke. Bare for at give et indtryk af omsorgen på Hotel Hilton i Lefkosia! Vejret blev ganske godt efterhånden (gennemsnitstemperaturen i Lefkosia er på årsbasis højere end i Cairo), men den dag vi var på klosterbesøg i Tróodos-bjergene, hvis cedre stod dækket af sne, måtte busserne vendes pga. fygning.

Kamaretta er inde i hver en detalje af livet ved Athens Universitet, ligesom hun ved alt om Kypern, kender hver en blomst i dets forår og alle træk i dets bemærkelsesværdige fysiognomier, som både ved den mørke lød og på anden vis ofte afviger markant fra Grækenlands ansigter. Når Kondós ikke lige holdt tale i bussen, snakkede Kamaretta og jeg om vores familier, om livet ved vores respektive universiteter, om vore fags stilling og om vores foretrukne forfattere. Bryllup, angst og død stod centralt. Dagen før vores afrejse fra Athen havde jeg nemlig holdt forelæsning om Frygten for Bryllup i Catuls Bryllupsdigte (forelæsningen fandt sted på det gamle universitet, i den bygning som alle Athensrejsende kender). Det er påfaldende, hvor stor en rolle denne sammenhæng mellem bryllup på den ene side og undergang og død på den anden side spiller i antik mytologi (og hvad nutiden angår, kan man tænke på den udødelige filmkomedie ”Fire Bryllupper og en Begravelse”).

Alle i selskabet kendte fra avis eller tv billedet af Fogh overhældt med rød maling, og sarkastiske kommentatorer i den græske presse omtaler for tiden Danmarks statsminister som ”Røde Rasmussen”. Alle, jeg talte med derom, udlagde den autonomes overfald på Fogh som tegn på en kompakt modstand i den danske befolkning mod Danmarks engagement i Irak-krigen. Da jeg nævnte, at sagen ikke just hang sådan sammen, og desuden prøvede at udvikle, at vor statsminister med sin eklatante tilslutning til USA vist mest af alt ønsker at gøre op med den traditionelle danske neutralitet, som han givetvis finder fej og slap, da lød det fra grækerinden ved min side: ”Det er såvist den gale krig, han har valgt at bruge til at opdrage sine landsmænd med”.

Kyperns opstand mod de britiske koloniherrer begyndte 1.april 1955, så Kyperns nationaldag følger kun en uge efter Grækenlands fejring af opstanden mod tyrkerne 25.marts 1821. Man må gerne mærke sig denne (i alt fald delvise) parallel mellem Tyrkiet under Sultanen og Storbritannien under Elizabeth den Anden. Sådan tegner tingene sig i denne ende af Europa! Ved en fest på Kyperns endnu ganske unge universitet blev de to nationaldage fejret under ét. Ekskursionen havde sit eget højst professionelle kor, idet der deltog hele tredive studerende fra Institut for Musik, som under ledelse af deres professor kontinuerligt kunne kvittere for de modtagelser, vi fik rundt omkring på den store ø. Ved festen på Kyperns Universitet i Lefkosia gav koret en regulær koncert, med en af pigerne ved flyglet. Kyperns Universitet har i den unge, smukke, foroverbøjet lyttende og fint kosmopolitiske matematiker Stavros Zenios en rektor, som givetvis kan se frem til en fornem karriere i det europæiske rektorkollegium.

Ved hjemrejsen havde vi nogen ventetid før ombordstigningen, og her skænkede koret os, med strømmende fortolkninger af sangene i deres repertoire, en sidste stjernestund. For hver sang der gik, blev mere og mere af Lárnaka Lufthavn inddraget i et stort nyn. Til sidst brød personalet op fra deres check-in-skranker og sluttede sig stående til sangen.

 ”Har De haft det godt sammen med os?” spurgte en af pigerne fra Historie.
”Sandelig, jeg har hovedet fuldt!”
”Men hjertet, hvad med hjertet?”

”Også hjertet”.
 

Note 2010: Dagen efter vores hjemkomst til Athen skulle Katerina til en undersøgelse. Hospitalet konstaterede kræft, og dermed indledtes et ualmindelig langstrakt og pinefuldt sygdomsforløb (under hvilket vi holdt forbindelsen ved lige). Dette uforglemmelige menneske, fuldkommen frisk og fræk, fuldkommen lærd, døde 9.1.2009. Hun publicerede så godt som intet.