Livsfilosofi og menneskeret (Seneca)

SENECA: MORALSKE BREVE TIL LUCILIUS, NR. 41

Gud i mennesket 

Kære Lucilius!

1 Det er fortræffeligt hvad du gør, det er din egen redning, hvis du, som du skriver, målrettet styrer mod et godt humør – som det er tåbeligt at bede guderne om, når man nu kan få det hos sig selv. Vi behøver ikke at løfte hænderne mod himlen, eller tigge en tempeltjener om at lade os komme tæt hen til gudebille­dets øre, som om vi så bedre kunne blive bønhørt. Nej, gud er nær ved dig, sammen med dig, inden i dig. 2 Sådan ser jeg det, Lucilius: Vi har i vort indre en hellig ånd, der sidder som dommer og våger og vogter over alt det onde og gode ved os; og på samme måde som vi behandler ånden, behandler den os. God uden gud kan ingen være. Er der måske nogen, der kan hæve sig op over lykkens luner uden hjælp fra ham? Ham er det, der giver stolte og ranke råd. I hver eneste gode mand i verden ”bor der en Gud – men hvilken, er uvist.”

        3 Dersom du forvilder dig ind i en lund, som er tæt bevokset med gamle træer, der hæver sig over den ordinære højde, og hvor der er spærret for udsynet til himlen af grenenes netværk, da vil træernes ranke og høje vækst, stedets afsondrethed og forundringen over at møde en så kompakt skygge under åben himmel i dig vække den tro, at her har en guddom bo. Dersom en grotte får et bjerg til at svæve i luften, og den ikke er fremstillet med håndkraft, men udhulet ved naturkræfter, som har fortæret klippemassen i stor dybde, da vil grotten få dit sind til at sitre, thi det hellige anes. Store floders kildespring hilser vi med ærbødighed. Hvor en vældig vandstrøm pludselig er brudt ud af en skjult afgrund, rejses der altre. Kilder, hvoraf der fremstrømmer varme vande, er genstand for kult, og over visse søer har snart det omgivende mørke, snart deres umådelige dybde udbredt en aura af hellighed.

        4 Når du da ser et menneske, der ikke lader sig skræmme af farer, ikke korrumperes af begær, som er lykkeligt under modgang og roligt midt i rasende storme, og som betragter sine medmennesker fra et højere stade og guderne fra sit eget, mon der så ikke vil trænge en ærefrygt ind på dig? Vil du ikke sige: ”Dette væsen her er alt for stort og alt for ophøjet til, at man kan tro, det ligner den smule legeme, det er indesluttet i.” 5 Ja, her er en guddommelig kraft steget ned. En højt fremragende og dog af mådehold behersket sjæl, som forbigår alt som værende under dens niveau, som smiler ad alt, hvad vi frygter og ønsker – den sjæl henter energi fra en himmelsk magt. Et så ophøjet væsen kan ikke bestå uden at være støttet af en guddom; med den største del af sig selv ér det da også deroppe, hvorfra det er steget ned. Ligesom Solens stråler nok berører Jorden, men ér deroppe, hvorfra de udsendes, sådan har det sig også med den sjæl, der er stor og hellig og sendt ned til os med det formål, at vi skulle lære det guddommelige at kende på nærmere hold: Ganske vist færdes den sammen med os, men den er stadig fast forbundet med sit ophav; af dette afhænger den, mod dette skuer og stræber den, og i vor verden tager den kun del som ideal.

        6 Hvem er da denne sjæl? En, som aldrig glimrer med andet godt end sit eget. Hvad er nemlig tåbeligere end at rose dét hos et menneske, der ikke tilhører ham selv? Er der noget mere afsindigt end den, der beundrer det, som i et snuptag kan flyttes over til en anden? En hest bliver ikke bedre af at få et gyldent seletøj på. To løver slippes ind i are­naen: Den ene har guld i manken, men den er blevet udmattet af at blive befamlet og tvunget til pænt at finde sig i at blive pyntet. Den anden er ustriglet, og déns kampiver har ingen forulempet. Den uplejede styrter frem, hidsig, som naturen har villet have den, skøn i sin gru, dens højeste pryd er jo, at ingen kan se på den uden frygt; og det er begribeligvis den, tilskuerne foretrækker, og ikke den slatne med bladguldet. 7 Ingen bør bramme med andet end sit eget. En vinstok roser vi, hvis den tynger sine grene ned med frugt, hvis vægten af klaserne får selv dens støttende stolpe til at svaje. Er der nogen, der hellere end denne vinstok vil have en, der dingler af gyldne druer og gyldent løv? Ved en vinstok er frugtbarhed den dyd, der er ejendommelig for den; også hos et menneske bør kun dét roses, der er hans eget. Måske har han en smuk husstand og et prægtigt hus, vidtstrakte kornmarker og en stor kapital på rente. Dog, intet af dette er i ham, men omkring ham.

        8 Ros dét hos ham, der hverken kan tages fra eller gives til ham, det der er menneskets eget. Spørger du, hvad det er? Det er sjælen og en i sjælen fuldendt fornuft. Mennesket er nemlig et fornuftsvæsen; så det for ham ejendommelige gode når sit højdepunkt, når han har opfyldt det, han fødes til. Hvad er det så, denne fornuft fordrer af ham? Noget pærelet: at han skal leve i overensstemmelse med sin natur. Dette lette bliver imidlertid vanskeligt, fordi vi alle er fra forstanden. To og to presser vi hinanden ud på gale veje. Hvordan kan nogen kaldes tilbage til redningen, når ingen bremser og folk skubber? Lev vel.

 
SENECA: MORALSKE BREVE TIL LUCILIUS, NR. 47

Slavers menneskeret

 Kære Lucilius!

1 Med glæde hører jeg fra folk, der har været ovre at besøge dig, at du lever familiært med dine slaver. Det klæder din kløgt, det klæder din dannelse. ”Men det er jo slaver,” vil man indvende. Nej, det er mennesker. ”Men det er jo slaver.” Nej, det er bofæller. ”Men det er jo slaver.” Nej, det er lavstatus-venner. ”Men det er jo slaver.” Nej, det er med-slaver, hvis man tager i betragtning, at den lunefulde lykke har akkurat lige så stor magt over os som over dem. 2 Derfor må jeg le ad personer, der regner det for en skam for en herre at spise med sin slave. Hvorfor dog det!? Ene og alene fordi skik og brug, ud af rent hovmod, har omgivet herren, når han ligger og spiser, med en stime stående slaver. Han æder mere, end der kan være i ham, og med grænseløs grådighed belæsser han sin ballon af en mave, der efterhånden er kommet helt ud af trit med at virke, med det resultat at den har mere besvær med at klemme det hele ud, end med at få det ind. 3 De ulyksalige slaver derimod, de må ikke engang tage et ord i deres mund. Med pisk holdes selv den mindste mumlen nede, og end ikke rent tilfældige og uvilkårlige lyde som fx hoste, nys og hikke går fri for svøbens slag. Hvis stilheden brydes af nogen stemme, bødes der med en hård straf: Hele natten igennem må de stå ret op og ned, fastende og stumme. 4 Følgen er, at de snakker om herren bag hans ryg, fordi de ikke må sige noget op i hans ansigt. Nej, slaverne i gamle dage, de måtte ikke blot tale i deres herrers nærvær, men ligefrem føre samtale med dem, og de fik ikke munden rimpet sammen; derfor var de rede til at lægge hovedet på blokken for deres herre, for at omdirigere en overhængende livsfare fra ham til sig selv. Til spisegilder talte de, på pinebænken tav de. 5 En anden følge er, at der cirkulerer en talemåde, der er gennemsyret af samme arrogance, nemlig at ”der er lige så mange fjender i huset, som der er slaver.” Men fjender af os er ikke noget, de er; det er noget, vi gør dem til.

        Jeg må her forbigå en hel række andre grusomme og umenneskelige forhold, der hænger sammen med, at vi begår overgreb – jeg taler ikke om overgreb mod deres værdighed som mennesker, men mod deres værdighed som trækdyr! Jeg begrænser mig til følgende: Når vi har lagt os til bords til banketterne, er der én af slaverne, der må finde sig i at tørre spytklatter op. En anden bliver stukket ind under spisesofaen for at samle fyldebøtternes efterladenskaber op. 6 En tredje skærer det kostbare fuglevildt for; efter helt bestemte kurver fører han sin dybt professionelle hånd hen over bryst og gump, for at skiverne kan falde perfekt; ulykkelig den stakkel, der lever for dette ene: at partere vildt med stil; dog, den person er mere elendig, der lærer andre den slags i vellystens tjeneste, end den, der må lære det i nødvendighedens. 7 En fjerde byder vin om og er majet ud som et pigebarn, og må derfor ligge i krig med sin egen alder: Det drengede væsen kan han ikke slippe ud af, han bliver trukket tilbage i det, og skønt han allerede har fysik som en soldat, får han huden gjort drengeglat, enten med pimpsten eller med pincet; og således tilredt må han holde sig vågen hele natten, som han spenderer ligeligt på sin herres druk og brunst: i spisesalen dreng, i sovegemakket mandfolk. 8 En femte har fået overdraget gæste-evalueringen; den stakkels mand må stå og observere, hvem der, takket være sine dybe buk, sit store gab eller sin hvasse tunge, skal på gæstelisten til i morgen. Føj hertil delikatesseindkøberne, som er specialister i herre-ganen, og som ved: hvad mad der kan stimulere herren ved sin smag og duft, hvad der kan fornøje ham ved sit udseende, hvad der er nyt nok til at ægge ham midt i hans kroniske brækfornemmelse, hvad han er led og ked af, fundamentalt mæt som han er, og hvad han just i dag er ved at dø af sult efter. Disse mennesker er han for fin til at spise sammen med, og han betragter det som en underminering af sin høje herreværdighed at gå til bords med sin slave. Gud fri os! Når det kommer til stykket, hvor mange af disse slaver er så ikke hans herrer!

        9 Foran Callistus’ gadedør har jeg med egne øjne set hans tidligere herre stå og vente; jeg så, hvordan den mand, der i sin tid havde smækket auktionsmærkaten fast på Callistus og sat ham til salg mellem de slaver, han ikke selv gad beholde, nu blev lukket ude, mens andre kom i audiens. Det var det tak for sidst, han fik af den slave, der ved auktionen var blevet smidt ind i det første bundt på ti (altså dem auktionarius prøver sin stemmekraft på): Nu skrottede han ham til gengæld, nu dømte han ham uværdig til at betræde sit hus. Herren solgte Callistus; men hvor meget fik Callistus ikke at sælge sin herre! 10 Du gør klogt i at tænke på, at den, du kalder din slave, er spiret af den samme sæd som du selv, at han nyder den samme friske luft, at han lige så fuldt ånder, lige så fuldt lever, lige så fuldt dør. Han kan lige så godt få dig at se som slave, som du kan få ham at se som fri. Da Varus i sin tid led sit nederlag, da trykkede tilfældet mange af den mest strålende herkomst – folk, for hvem militærtjenesten var første skridt på vejen til en karriere som senator – ned i trællestand; én af dem gjorde tilfældet til kvæghyrde, en anden til pedel i en barak: Gå så hen og foragt et menneske, der befinder sig i en stilling, som du selv kan komme til at træde lige lukt ind i, alt imens du frejdigt foragter folk der er i den!

        11 Jeg vil ikke her indlade mig på det store og komplicerede spørgsmål, hvordan man bør behandle sine slaver – de slaver, mod hvem vi viser hovmod, grusomhed og grovhed i så stor stil. Men mit budskab kan sammenfattes i denne hovedregel: Lev med din undermand, som du ønsker din overmand skal leve med dig. Hver eneste gang du tænker på, hvor meget du kan tillade dig over for din slave, så tænk samtidig på, at over for dig kan din herre tillade sig nøjagtig det samme.

        ”Jeg har da ingen herre,” siger du.

        12 Du er endnu i dine gode år; det kan være du får en! Ved du ikke, i hvilken alder Hecuba var, da hun måtte til at trælle? Eller Kroisos? Eller kong Dareios’ moder? Eller Platon? Eller Diogenes? 13 Så lev mildt med din slave, kammeratligt endda; giv ham adgang til samtale, til rådslagning, ja, til bordfællesskab!

        Når jeg siger sådan, vil hele horden af degenererede himle op: ”Men dette er dog det mest nedværdigende, der tænkes kan, det mest vanærende!” De selv samme personer vil jeg såmænd kunne gribe i at kysse andre folks slaver på hånden… 14 Kan I heller ikke se, hvordan vore forfædre har fritaget herrestillingen for alt had og slavestillingen for al hån? Herren døbte de jo pater familias, og slaven familiaris, og i mime-farcerne har den sprogbrug holdt sig lige til vore dage. Forfædrene indstiftede også Sa­turnaliefesten, ikke for at herrerne kun skulle spise sammen med deres slaver ved den, men for at de ved den ubetinget skulle gøre det. De tillod også slaverne at beklæde embeder i huset, ja, at holde retspleje der; i det hele taget betragtede de gamle storfamilien som en ministat.

        15 ”Sig mig, skal jeg da tage alle slaverne med til bords?”

        Ikke mere end alle frie! Men du tager grundigt fejl, hvis du tror, jeg vil vrage visse kategorier af slaver, fordi deres arbejde skulle være for ulækkert, som nu for eksempel æsel­driver NN eller korøgter BB. Jeg vil ikke vurdere dem efter deres profession, men efter deres personlighed: Personligheden skæn­ker enhver sig selv, men professionen får man anvist af tilfældet. Lad nogle af slaverne spise sammen med dig, fordi de er værdige til det; lad andre gøre det, for at de kan blive det. Hvis der nemlig findes noget slave­agtigt i dem som følge af deres frastødende omgangskreds, så vil bordfællesskabet med bedre folk ryste det ud af dem. 16 Du skal ikke, kære Lucilius, kun søge efter venner på frimændenes torv eller i senatssalen; hvis du kigger omhyggeligt efter, vil du også finde kandidater på hjemmefronten. Tit og ofte ligger et godt stof uudnyttet hen, fordi den kreative kunstner mangler: Gør et forsøg, høst erfaring! Ligesom man er dum, hvis man ikke ser på hesten selv, når man køber hest, men på dens dækken og tøjler, er man godt dum, hvis man vurderer et menneske enten efter hans klædedragt eller efter hans livsvilkår – som jo er svøbt om os på samme måde som en klædedragt.

        17 ”Han er en slave.”

        Ja, men måske fri i sin tanke.

        ”Han er en slave.”

        Skal det komme ham til skade? Vis mig, hvem der ikke er: Én er slave af sin kønsdrift, en anden af sin havesyge, en tredje af sin ærgerrighed – alle af håbet, alle af frygten. Jeg skal vise dig en ex-konsul, der træller for en gammelmor, jeg skal vise dig en millionær, der træller for en ordinær slavinde; du skal få højfornemme unge aristokrater at se, der gør sig til slaver af pantomimespillere. Ingen trældom er mere foragtelig end den, man underkaster sig af egen fri vilje. Så lad ikke den slags hovskisnovski typer skræmme dig fra at vise dig smilende over for dine slaver og suveræn på en u-hoven måde. Lad slaverne ære dig, i stedet for at frygte dig!

        18 Her kommer der nok en eller anden og indvender, at jeg gejler slaverne op til oprør, og styrter herrerne ned fra magtens tinder, fordi jeg har sagt: Lad dem ære deres herre i stedet for at frygte ham.

        ”Er det virkelig din mening: at de skal ære, ligesom klienter gør, ligesom morgenhilsende gør!”

        Den der fremsætter en sådan indvending, glemmer nok, at det, der er nok for en gud, ikke kan være for lidt for en husherre. Den der æres, elskes også; kærlighed kan ikke sameksistere med frygt. 19 Derfor er det min vurdering, at du handler fuldstændig rigtigt, når du ikke vil have, at dine slaver skal frygte dig, og når du ikke revser dem med andet end ord; med piskeslag formaner man umælende bæster. Ikke alt, hvad der støder og fornærmer os, tilføjer os også skade; det der tvinger os ud i rent raseri, det er ikke andet end vores egen ømskindethed, med det resultat at alt, der ikke går lige efter vores hoved, vækker vrede. 20 Det er kongers tænkemåde, vi dermed ifører os; også dem går det jo nemlig på den måde, at de, med forglemmelse både af deres egne kræfter og af alle andres skrøbelighed, blusser så heftigt op, raser så grumt, at man skulle tro de havde lidt en uret, skønt deres lykkestillings højhed yder dem fuldkommen sikkerhed mod enhver fare for overgreb. Og det ved de også meget godt selv; men med alle deres beklagelser jagter de bare en anledning til at skade: De har ”lidt uret” for at få en chance for at gøre en.

        21 Nok om den sag! Du er jo ikke den, der har formaning nødig. Det fortrin er der, blandt mange andre, ved en stålsat karakter: at den godt kan lide sig selv, at den bliver, hvor den er. Usselheden derimod er flagrende, den slår tit om, ikke til noget bedre, men bare til noget andet. Lev vel.

 I sin epistel om herrer og slaver fokuserer Seneca i vidt omfang på sin samtids skik og brug i forbindelse med mad, måltider og fester. Seneca har, hvad vi ville kalde journalistisk tæft. Dette fokus på måltiderne, de mange timer lange spise- og snakkegilder med al deres conspicuous consumption, iøjnefaldende fortæring, bidrager til at gøre brevet til en tematisk og kunstnerisk enhed. Den iskolde udnyttelse af slaverne er tegnet op imod en baggrund af lysende fester; brevet er en dramatikers værk. Dramatikeren viser sig i kompositionen: dette samlebånd af specialister i en perverteret nydelsesindustri, hvis produkt paradoksalt nok er ikke-nydelse (§§ 6-8), og dramatikeren ses i de slående sentenser (fx ”Ingen trældom er mere foragtelig end den, man underkaster sig af egen fri vilje”) og i paradokserne (de mest forkomne slaver viser sig at være herrer). Og hvad der står hen imod slutningen om de almægtige kongers afmægtige psyke og deres ustyrlige vrede, den tyranniske ira, er som et koncentrat af Senecas tragedier. Med et positivt modbillede behandles den tyranniske ira også i Om Mildhed; mildhed er, som det vil fremgå, netop den egenskab, der skal overvinde tyranvreden, kejseraggressionen og fyrsteraseriet. Her i slutningen af epistel 47 er det så Senecas pointe, at almindelige mennesker (”vi”) i deres omgang med slaver ter sig som paranoide konger.

        Det var paradokselskeren Seneca, der om sine samtidige skrev (Trøsteskriftet til Mor Helvia 10.3):

De brækker sig for at æde, de æder for at brække sig (vomunt ut edant, edunt ut vomant).

Pointen er igen, at de i al deres nydelsessyge er for svage til at nyde; lige efter den paradoksale sentens fortsætter han: ”og retter, som de udsøger sig fra hele verden, gider de ikke engang fordøje.” Dette tema udfoldes også i kapitel 1 af Om Sindsro, men med den væsentlige forskel, at her taler en mand, Serenus, for hvem det er et problem, at sådanne kæmpebanketter ikke bare frastøder, men også tiltrækker ham vildt, idet hans holdning til luksus, ligesom til alt andet, er ambivalent. I sit svar til Serenus foretager psykoterapeuten Seneca det kloge greb at fremhæve, at Serenus, med henblik på at blive personligt frigjort, er langt mere begunstiget end de socialt begunstigede. De rige er slaver, og deres stærke begær fører dem ingen vegne, er altså i virkeligheden svagt; således epistel 47 og således Om Sindsro 2.6-15.

        Samfundskritiske kommentarer til forholdet mellem herre og slave findes også i Senecas Om Mildhed 1.18, Om Vrede 3.35 og Om Velgerninger 3.18-28; men epistel 47 er den mest berømte Seneca-tekst om slaver. I Om Mildhed 1.18 henvises der udtrykkeligt til menneskerettighederne (”alle levende væseners fælles ret”, commune ius animantium), og den vigtigste basis for Senecas argumentation er da også kynikernes og efter dem stoikernes tanker om naturret og menneskeret, som også udgør grundlaget for Senecas fyrsteideologi i Om Mildhed. Kynikere og stoikere henholdt sig her til de tænkere i den græske oplysningstid i 400-tallet, der mente, at slaveri kun er et spørgsmål om skik og brug (nómos), ikke om natur (fýsis), og at slaveriet er kommet i stand ved vold og derfor ikke er retfærdigt. Denne kassation af selve fundamentet for det førkapitalistiske slavesamfund kender vi fra Aristoteles – som imidlertid tager afstand fra den (Politikken 1.1253b14-23).

        Oven på den just beskrevne basis af progressiv græsk humanisme er der i epistel 47 bygget noget specifikt romersk: dels henvisningen til, at de romerske herrer var mildere under de mindre forhold i gamle dage, dels omtalen af Saturnaliefesten, hvor den sociale verden vendes på hovedet, til minde om guldalderen, da Saturnus herskede. Vi har forskellige vidnesbyrd fra Rom om muligheden af et nært forhold mellem herre og slave (fx Cicero og Tiro), og vi har en række beretninger om slaver, der ofrede livet for at redde deres herre (se § 4); men fra hele den før-kristne græsk-romerske litteratur er der ikke bevaret tilkendegivelser om pligten til mildhed over for slaver af et omfang og en dybde som dem, vi har fra Senecas hånd. Dette er to his everlasting glory (Summers). Kristendommen betød ikke et krav om slaveriets ophævelse. Man kan fx læse Paulus’ Brev til Menigheden i Efesos, begyndelsen af kapitel 6, og desuden Lactantius’ Divinae Institutiones 5.14 og Augustins Om Guds Stad 19.15. Lactantius (o. 300) udtaler i sin redegørelse for ligheden som et aspekt af retfærdigheden, at Gud har skabt alle lige: ”alle har Han skabt til visdom, alle har Han forjættet udødelighed.” Ifølge Augustin (354-430), som henviser til Paulus, var der intet slaveri i begyndelsen; synden har bragt slaveriet ind i verden. Det er, siger Augustin, lykkeligere at trælle for et menneske end at trælle for begæret efter at herske. Ifølge ham kan man ”på en vis måde selv gøre sin trældom fri”, nemlig hvis man ikke tjener i svigefuld frygt, men i trofast kærlighed, indtil Gud, med Skriftens ord, bliver alt i alle og derved fjerner al uret og alt menneskeligt herredømme.

        I epistel 47 gennemspiller filosoffen-dramatikeren Seneca det stoiske nøgletema: at de sociale roller, altså stilling, status, job, kun er som en beklædningsgenstand, det afgørende er mennesket nedenunder, det nøgne menneske, nudus homo (Om Velgerninger 3.18.2). Med et bogstavrim siger han: den personlige moral, mores, er noget, den enkelte giver sig selv, hvorimod professionerne, ministeria, uddeles af tilfældet (§ 15). Denne livsanskuelse, hvor vi genkender det grundlæggende par animus contra fortuna, dvs. sind contra omstændigheder, er dramatisk, derved at den sætter den, der anlægger dette syn på livet, i stand til at foretage bratte og barokke demaskeringer, når tøjet trækkes af de tillidsfulde oppe på samfundets tinder. Standshovmodets sammenhæng med aggressivitet (ira) og dermed med den lyst ved at skade den anden, som ira pr. definition indebærer, er hovedemnet for stykket om børneopdragelse, idet det jo netop er en opdragelse til jævnbyrdig socialitet, Seneca søger. Det at omgive sig med eftersnakkere og rygklappere er så fordømt farligt, fordi de puster til hovmodet – og dermed til den aggressive skade-lyst. Heller ikke børn må man smigre for meget, så bliver de nemlig ude af stand til med sindsro at tåle tilværelsens stød, herunder folks krænkelser (Om Vrede 2.21.6).

De understregede ord i Seneca-teksterne ovenfor kommenteres længere omme i Veje til Rom med følgende:

 NOTER TIL SENECA EPISTEL 41

 § 1 Redning: Der bruges en form af ordet salus, som jo også betyder: frelse.

 Godt humør: bona mens. Se note til Om Sindsro 1.15 og 2.3. Jeg håber, man ikke vil forstå ”godt humør” som noget letkøbt. 

Få det hos dig selv: Jf. Juvenal 10, især 363f.

Om det guddommelige i mennesket se note til Lukan 9.555ff. I kristendommen er det ganske vist bemærkelsesværdigt, at Jesus siger, at ”Guds Rige er inden i jer” (Lukas 17.21; den hér benyttede græske præposition, entós, kan ikke betyde ”iblandt”; men andre steder bruges i lignende udsagn præpositionen en, som kan betyde både ”inden i” og ”iblandt”). Men det er en vigtig forskel mellem grækernes Indre Gud og kristendommens, at for grækerne er den mennesket iboende fornuft (græsk nous, latin ratio) altid allerede guddommelig, i og med at den er en del af, en emanation af gud (disse ideer, som ikke er homeriske, blomstrer op i 400-tallet, hvor Diogenes fra Apollonia er central: Den menneskelige nous er en del af den kosmiske gud). Hos apostelen Paulus kan Gud træde ind i visse udvalgte mennesker gennem Helligåndens formidling. Paulus er ikke hele kristendommen; Johannes-evangeliet går videre end han med den mystiske betragtningsmåde: Kristus i Faderen, Faderen i Kristus.

 § 2 Hellig ånd: sacer spiritus, jf. § 5 animus sacer.

 Citatet: Vergil Æneiden 8.352 (oversat af Due).

 § 5 Som ideal: Der står tamquam melior, med funktion af en bedre (person).

 § 7 Dyd: virtus, forstået som udfoldelsen af det inderste væsen. Om virtus se begyndelsen af noterne til Ciceros Tusculanere.

§ 8 Fornuft: ratio. Vigtigt, at dette ikke oversættes ”forstand” eller ”intellekt”; for ratio (græsk logos eller nous) er betegnelse for hele personen, inklusive følelserne. Det, der skal beherskes med ratio, er ikke følelserne, men affekterne, dvs. de kaotiske og umenneskelige følelser, lidenskaberne (se til kapitlerne 1 og 2 af Om Sindsro).

 Fødes: Her og andetsteds forstås argumentationen, hvis man ved, at det latinske natura – stoikernes og mange andres øverste norm – kommer af verbet nascor, jeg fødes. 

For stoikeren er det et afgørende tegn på verdensordenens godhed, at det gode i grunden er enkelt og nemt; det er ret beset lasterne, der er indviklede. Se Om Vrede 2.21.10!

 Gale veje: vitia, laster. Se til Om Sindsro 1.1.

NOTER TIL SENECA EPISTEL 47

 § 1 Lucilius var kejserlig procurator på Sicilien, bestyrer af de kejserlige godser.

 Den lunefulde lykke: Om fortuna se også §§ 10, 15 (hvor synonymet casus er brugt) og 20. Om affekter se, foruden §§ 19-20 om vreden, §§ 5-8, 17. 

§ 3 Hele natten igennem: dvs. så længe middagen varer.

 § 4 Se Juvenal 9.102 om de sladrende slaver.

Egentlig var det en regel i romerretten, at slaver ikke måtte underkastes forhør mod deres herre (forhør af slaver var altid forhør under tortur). Men dels var der undtagelser fra denne regel, dels fandt man på udveje til at omgå den.

Historier om loyale slaver: Senecas Om Velgerninger 3.23-27 og Valerius Maximus 6.8, Martial 3.21.

 § 7 Mundskænke skulle ligne den smækre dreng Ganymedes, mytologiens erotiske mundskænk for Zeus/Juppiter.

I sengen skal ”drengen” være mand, for dér er herren slave. Se Juvenals 9. satire.

 § 9 Callístus, efter græsk Kállistos, Den meget smukke, altså: Bellissimo. Hans oprindelige herre havde sat Bellissimo til salg blandt de nærmest uafsættelige slaver (dem, der bliver en prøvelse for opråberens stemme, fordi de skal udråbes igen og igen). Nu indgår han i kredsen af almægtige frigivne, liberti eller libertini, ved kejser Claudius’ hof, og han kan sælge sine tjenester dyrt til sin ex-herre. Callistus beklædte hofembedet a libellis, dvs. han modtog og kunne sortere alle de ansøgninger, der blev indgivet til kejseren. Om frigivne hører vi meget mere i romersk litteratur end i græsk, hvad der bl.a. skyldes, at græske frigivne, sammen med andre frie ikke-borgere, indgik i flokken af metøker, hvorimod mange romerske frigivne ved frigivelsen, manumissionen, blev borgere.

§ 10 Ved nederlaget i Teutoburgerwald i år 9 e.Kr. mistede Publius Quintilius Varus tre legioner – og sit eget liv.

 § 11 Lev med din undermand…: En version af Den Gyldne Regel: Hvad du ønsker andre skal gøre mod dig, gør selv det mod andre. Se Dihle 1962. Den Gyldne Regel var overordentlig udbredt, også før kristendommen. Jf. også epistel 41.2 (ikke om en inter-personal relation, hvilket er det normale, men om en intra-personal relaltion).

 § 12 Hécuba, græsk Hekábe, dronning af Troja, blev slave efter Trojas fald. Således i Senecas tragedie Trojanerinderne.

 Kroisos, lydernes konge, blev slave, da hans hovedstad Sardes i 546 f.Kr. blev indtaget af perserkongen Kyros.

 Der er tale om den kong Dareios, der led nederlag til Alexander den Store ved Issos. Hans mor hed Sisygambis.

Platon blev ifølge nogle beretninger solgt som slave af tyrannen Dionysios, som han havde fornærmet ovre i Syrakus (men Platon blev senere frigivet af sin herre i Kyrene og sendt til Athen).

 Diogenes, den kyniske filosof i tønden, blev engang fanget af pirater og solgt til en mand i Korinth. Han blev lærer for mandens sønner og afviste at lade sig frikøbe. Denne historie, Diogenes’ Salg, var de senere græske kynikere – som Seneca kendte indgående – glade for at berette. 

§ 13 De kryber for slaverne for at få adgang til deres herrer.

 § 17 Konsularen, ex-konsulen, vil arve den gamle dame, han er arvejæger, captator. 

Millionæren vil have adgang til pigens frue, han er en galan.

 De unge adelige vil have sex med de feterede show- og dansestjerner.

 § 18 Om klienter se til Sallust Catilina 50.

Jf. Johannes’ Første Brev 4.18: ”Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygt har med straf at gøre, og den, der frygter, er ikke blevet fuldkommet i kærligheden.”

 Fortolkere af slave-epistelen sammenligner ofte med apostelen Paulus, hos hvem der også findes passager, der gør op med de herskende forestillinger om slave og fri, fx Brevet til Galaterne 3.28. På baggrund af ligheden formuleres derpå ofte denne forskel: Seneca siger, man skal behandle slaven humant, fordi han qua menneske er et fornuftsvæsen. Paulus derimod siger, at Kristi forsoningsdød for alle mennesker har ophævet grænsen mellem slave og fri.

I The Oxford Companion to Classical Civilization hedder det under “Slavery”, at en stoisk moralist som Seneca var mere optaget af, hvordan slaveriet påvirkede slaveejernes moralske helbred, end af slavernes faktiske livsforhold. Her skulle være et incitament til fortolkende diskussion!