Molboer (indføring og portræt af Tante Sine)

DENNE OMTALE AF ET FOREDRAG KAN FORHÅBENTLIG TJENE SOM OPTAKT:

 MOLBOER – MENNESKER

Fortælling, oplæsning, bånd og billeder

 I september 2008 døde Niels Viggo Madsen, som siden min barndom i 1950’ernes Tved havde været min ven og i visse henseender mit forbillede. Han havde i sit testamente bestemt, at pastor Jan Schmidt og jeg skulle fungere som bevaringsudvalg for boet. Vi fik altså pålagt at sørge for, at hver enkelt af hans ejendele fik den blidest mulige skæbne (kom på museum eller blev ”realiseret”, som der står i testamentet).

 Som mange på egnen ved, var Niels Viggos to ejendomme midt i Tved ét stort egnsmuseum: stuer prydet med almue- og borgermøbler, skabe fulde af dokumenter om Tved Sogn, flere tusinde fotografier, alskens redskaber og køretøjer, kister med gamle dragter og meget andet godt. Vi har gennemfotograferet alle rummene, som de stod ved Niels Viggos død.

 Noget af det mest bemærkelsesværdige er de 16 bind erindringer, som Niels Viggos ven Martin Andersen – kaldet Martin Evald – ved sin død i 1957 gav ham at opbevare. Med lune og fornem skrivekunst portrætterer Martin i disse erindringer molboer i en lang og prægtig kæde. Martin og Niels Viggo er to af de vigtigste kilder – men ikke de eneste – til min beretning om Tved Sogns personligheder. Med ordet ’personligheder’ tænker jeg for resten ikke kun på sognets store begavelser og talenter. Kunsten er at formidle glimt fra hele sognets liv for tres, ja, hundrede år siden. Det er målet for den bog, jeg skriver på. Bogens titel skal vist være ”Molboer. Et familieportræt af landsbyen Tved”.

 Nogle af Niels Viggos elever i Spillemandslauget Djursland Mols har indspillet en fin cd med musik komponeret af hans bedstefar Peter Madsen. Spillemandsmuseet i Rebild åbner snart en udstilling om spillemandsdynastiet Madsen, Tved, med de tre generationer: Niels Viggo, hans far Frede og Fredes far Peter. Denne udstilling er opbygget af noder, instrumenter, møbler, dragter, fotografier og andet inde fra Niels Viggo. Andre genstande fra hans enestående hjem er overgået til Museet for Syddjurs.

 En anden tvedbo var både digter og fotograf; vi skal betragte nogle af hans billeder og synge en af hans sange. Han hed Anders Kruse Olsen og var bror til Mette Olsen, hos hvem jeg havde den ære at stå i lære i hele tyve år, nemlig fra 1952 til 1972, da hun døde. Mette stod provst Eriksen meget nær. Hos hende lærte jeg også Carl A. Laursen godt at kende. Carl havde en broget blomstrende viden om sognets historie. Det er en rigdom, at vi i nyere tid har haft både Carl og Niels Viggo, disse to vidt forskellige gemytter, til at pleje og passe vores fælles erindring.

 Vi skal også høre om Kruse-slægten. Der er bevaret optagelser med slagtermester Ludvig Kruses muntre sangkunst. Ludvig var søn af Jens Peter Kruse, slagtervirksomhedens grundlægger for langt over hundrede år siden. Jens Peter var bror til Lisbeth, som var gift med Peter Madsen og derved blev Niels Viggos bedstemor. Ludvig Kruses storesøster Asta – senere fru Andreasen – var en erindringskunstner af de sjældne og har heldigvis nedskrevet sine barndomserindringer fra 1880’ernes og ’90’ernes Tved og Ebeltoft.

 Med det store materiale, der er overleveret, er der ingen fare for, at jeg kommer til at holde det samme foredrag om Tved Sogn to gange!

 HER FØLGER NOGLE SIDER OM TANTE SINE FRA MIN SNART AFSLUTTEDE BOG.

I BOGEN KOMMER DER BÅDE FOTOGRAFIER, STAMTAVLE OG REGISTER, SÅ INGEN BEHØVER AT FØLE SIG FORTABT OVER DE MANGE NAVNE.

MOLBOER

Et familieportræt af landsbyen Tved

Men hvad vil det nu nærmere sige: at være en Anthonsen? Først et par navne:

 Niels Anthonsen (1865-1938) var gift med Stine (1867-1942).

Hans storebror Jens Anthonsen (1850-1930) var gift med Ane Marie (1848-1938). Jensine, alias Tante Sine (1884-1969), var deres datter; det samme var Mette, alias Mette Frede, mor til Niels Viggo Madsen.

 Niels Anthons femten år ældre bror Jens Anthon var i mange år kreaturhandler i Tved, med hele Mols som virkefelt. Han boede i et hus ved siden af slagteren. Målt med en bondes tunge alen havde han forinden tilbagelagt en højst ustadig karriere: Gårdejer i Landborup, gårdejer i Tved og, tilbage i 1880’erne, købmand i Eg. Allerede i Eg handlede han med høveder, godt hjulpet af en mand ved navn Nikolaj Sørensen, ”der enten red eller trak med Kreaturer til Marked for Fader” (fortæller Tante Sine). De måtte være mindst to for at styre den brølende hjord af morgenkåde køer, kvier og kalve fra Eg ned til sognegrænsen i Thorup, hvor der var Pakhusmarked i maj, juli og september, og hvor Jens skulle skumme fløden.

 Jenses Jensine og Nikolajs Kristine blev veninder, og venskabet holdt, også da lille Kristine med sin familie var udvandret til Amerika – samme vej som, lidt senere, Jensines storesøster Maren og, lidt senere endnu, hendes tvillingbror Marius fulgte. Vov jer ud i Den Nye Verden! Eller i det mindste til vor egen hovedstad! Sådan har Jens Anthon formanet sine børn. Afsked, tab og ensomhed fulgte med – men også en ansporing til at huske og til sødt at mindes. Tante Sine bevarede hele sit lange liv det kort, hun modtog, da Kristine rejste til Amerika. Den seksårige havde fået sin storesøster til, med en meget moden skønskrift, at prente et digt på kortet, hvis forside prydes af en buket forglemmigej og et kærligt duepar:

 Dersom Himlen hørte helt min Bøn,

fulgte Lykken dig paa alle Veje.

Gid din Vandring her maa være skjøn,

gid Tilfredshed blive maa dit Eje,

du, for hvem mit Barnehjærte banker,

og som stedse jeg har haft saa kjær,

lov at mindes mig i dine Tanker,

hvor langt vi end fra hinanden vanker.

Din hengivne Veninde Kristine Sørensen

Sidste gang Jensine hørte fra Kristine – nu Christine McKee, Prairie City – var i et ulykkeligt julebrev i 1920.

 Fader Jens … man ser nemt, at han var mand for at sætte en handel igennem. Vi har vel de første femogtyve fotografier bevaret af ham, og ud af dem alle buldrer en blodrig herre med et eksaminerende blik. ”A for mit vedkommende er på hat med hele Aarhus Kvægtorv!” Hans hårvækst er forlagt fra pandens til mundens regioner: Et ustyrligt overskæg dækker læberne og går næsten i ét med fipskægget. Denne brede, veltrimmede – måske også voksede – fip under hagen giver Jenses ansigt samme afslutning, som vi kender fra Den Franske Lilje (som jo ret beset er en iris). Kunne nogen da betænke sig på at købe en brugt ko af ham?

 Jens Anthon(sen)s datter Jensine, alias Tante Sine, var på sine ældre dage guvernante for min søster og mig – ja, sådan kan vi vist godt titulere hende. Hun skulle i alt fald lære os manerer, og manerer var for hende:

 at sige søster Kirsten og bror Ole om hinanden, i alt fald aldrig nogen sinde det blotte ”hun” eller ”han”,

at gå med stok, når vi skulle ud at bese Johanne Kruses ”gamle have” (vi havde hver sin barnestok fra Himmelbjerget),

at rive havegangene i lige striber og med let hånd (det er ikke jorden, der skal væk, kun ukrudt og sten),

at drikke te, men først puste på den,

at riste brødet, også rugbrødet (ristningen foregik på en cirkelrund asbestplade med trådvæv på, over primussens ild),

at frydes ved forsommerens røde kartofler,

at klappe lige så stille i hænderne, når Tante Sine havde bagt Mikkel Mus Kage i den brune ildfaste skål,

at passe på mahognien, ”ellers bliver Rudolf vred” (Rudolf Rønde, hendes nevø, var den ene snedker i Tved),

at børste hver en krumme på bordet sammen til fuglene,

at tage på håndtaget, ikke på det malede træ, når man skal ind og ud ad en dør,

at spare på opvasken: drenge drikker vand fra hanen i de hulede hænder, piger må godt få en kop,

at huske stuen så godt, at man kan færdes derinde i mørke og således spare på lyset,

at gætte gåder i mørkningstimen,

at tørre de fineste af sommerens rosenkronblade på en avis ved kakkelovnen og derefter gemme dem i en næsten lukket skål. Når man så i de mørke måneder går hen til dette potpourri – som hun lærte os at kalde det – og tager det op til sig, kan dets dufte minde os om den skønne sommertid.

 Hvis vi havde været ”ude at bile”, som hun sagde, så så hun gerne, at vi i mørkningen aflagde velformede beretninger om turen. Men hvis vi kom med et forslag, som hun af en eller anden grund fandt upassende eller ubelejligt, så sagde hun: ”Jeg tror, I vil.” Eller også sagde hun: ”Det forbyder sig selv.” Hvis jeg sagde: ”Jeg har overalls (åvverals) på i dag, så jeg vil godt gå i haven for dig.” Så svarede hun: ”Tak skal du have, det var kønt og raskt af dig. Men det hedder ohverårl, min dreng.”

 Frøken Jensine Anthonsen med den store næse havde været tandtekniker i København, med bolig på Østerbro. Der er bevaret fint udførte billeder af hende i klinikken: folderig hvid kittel, snesevis af dystre tænger på væggen i baggrunden, og på bordet ved hendes side et kranium med gebis. Sort humor var hende ikke fremmed. Et andet billede viser Jessie – denne chikke form af det noget massive ’Jensine’ brugte hun i hovedstaden – til en våd fest i et lærd, velhavende, frisindet embedsmandshjem (et ungt par kysses omme i bogsamlingen!). Her er hendes smil fuldkommen sorgløst.

 Uden på mappen med disse fotografier har hun som gammel skrevet: ”Dengang var herlige Dage.” Når man ser, hvilke storslåede kunstfotos af hende mappen rummer, fristes man til at gætte på, at hun har haft en fling med en fotograf af faget. Men det er et gæt. Hvad tilbedere angår, har vi disse ord fra hende (henvendt til Niels Viggo, Mette og Frede):

 Ja, det er længe siden jeg blev 83 Aar gammel, men ved I hvad, jeg har tit tænkt paa, hvad er de Aar blevet af, nu vil jeg prale lidt, det har jeg da lov til, her paa Papiret, for jeg kunde have været gift, naar jeg selv havde villet, mere end en Gang.

 Gid hun havde skrevet meget mere! Hun er nemlig fri i det, hun skriver; så hun træffer helt sig selv med det. Vi skylder hende at læse det langsomt.

 I Jens Anthonsen havde hun en knag af en far. I en periode, hvor den nu godt fyrreårige rose var misstemt over aldrig at være blevet gift, skønt tilbuddene havde været mange (noget, hun oftere vendte tilbage til), sendte den gamle riddersmand sin lille pige dette kort:

 Frøken Jensine Anthonsen

Nordrefrihavnsgade 63 III

København Ø

Velkommen paa Søndag; der skal nok være Vogn ved Knebel Bro. Damperen gaar fra Aarhus Klokken om ved 8. Nu er der Sommer i vor By!

Venlig Hilsen

J. Anthonsen

Tved 8-7-27

 Der findes en foto-suite, som er optaget i skovene ”ved Silkeborg d. 26-6-22”, og som viser den vægtige pater familias Jens Anthon med kalot, omgivet af tre af sine døtre. Iført hypermoderne 1920’er outfit, flagrer de som kåde, kvidrende nymfer omkring den gamle i tronstolen.

 Fader Jens døde i 1930, moder Ane Marie i 1938. Jeg ved ikke, hvornår Jensine nøjagtigt vendte tilbage til Tved. Men hvorfor var det hende, der måtte hjem fra København til den gamle mor, og ikke hendes ligeledes ugifte søster Amalie? Var det fordi de gamle syntes, Jensine var sødere (det var hun utvivlsomt)? Eller fordi Amalie avancerede så smukt (det gjorde hun nemlig)? Under alle omstændigheder blev den nu 53-årige Jensine boende i Tved efter moderens død.  Ludfattig var hun, men ikke pengeforlegen. Hun blev aldrig fattigfin, det var hun for fin til.

 Hun tjente en skilling ved at passe Adolphine Kruse, da hun var blevet gammel og afmægtig; men den 14. marts 1943 faldt Adolphine og brækkede et ben, som hun siden måtte have sat af, og fra da af oversteg plejeopgaven Tante Sines kræfter.

 I en årrække først i 1950’erne havde hun logerende i nogle uger om sommeren. Vi husker bedst Emil Poulsen, teatermaler ved Aarhus Teater, og Poulsens partner Illa Petersen, chef for teatrets kostumer, som sommergæster derovre. Illa med det ildrøde hår lærte min søster og mig at krybe op på havemuren og derfra sætte over stakittet. Det var Tante Sine bestemt ikke begejstret for; hvad tror frøken Petersen, vi har låger til? Under sine ophold på Mols malede Emil Poulsen portrætter af de lokale, deriblandt min bedstefar, min afdøde bedstemor Kirsten (efter et foto), AP, Moster AP og andre, ligesom han forevigede partier af sognets natur. Poulsens billeder hænger stadig rundt omkring i stuerne og højner det kunstneriske niveau på vi molboers vægge. Nogle af dem er ypperlige. Han var søn af Olaf Poulsen (1849-1923) – en af de største komiske begavelser på den danske scene – og opkaldt efter sin farbror Emil, et andet scenisk stortalent.

 Lidt tjente Tante Sine også ved at gå ud som modtagedame ved barsler. I de første dage, mens barselkvinden endnu lå og samlede sig inde i det kolde, kalkede sovekammer og derfor ikke kunne betjene gæster, varetog Tante Sine omsorgen for de besøgende damer: ”Kom ind! Tusind tak for barselmaden, du bringer! Må jeg byde på en kop kaffe?” – Kaffe, ja, for hun vidste jo godt, at hun ingen vegne kom med te her.

 Flere af de bevarede fotos af hende viser hende med et af sine søstres børn på skødet – men hun kæler ikke med dem. Til os to sagde hun: ”Ved I hvad, børn? Da jeg var lille, da sagde lægen, doktor Olsen hed han, til min kære moder Ane Marie Anthonsen, som I ser på væggen der, at hendes børneflok var den kønneste, han nogen tid havde set.” Endnu som gammel dame styrkede Tante Sine sig ved at genopfriske disse doktor-ord; det ser jeg i nogle optegnelser, dateret søndag 2.9.1968 og senere, som hun har overdraget sin søstersøn Niels Viggo. Vi har også nogle dagbogsnotater fra moder Ane Maries hånd; dem fortæller jeg om i kapitlet om Niels Viggo, hendes dattersøn.

 Når jeg nu sidder og studerer Tante Sines udklipsbøger, bliver hun nærværende gennem de klip, der vedrører familie og sogn, og gennem dem, der omhandler litteratur, kirke og kongehus. Lige så sigende er det dog at se, hvordan hun tydeligt nok gang på gang har sat sig for at indrette et fin og rig udklipsbog, og så alligevel ikke har fået det realiseret.

Et indlæg fra en vis førstelærer H. A. Sørensen, Vonge Skole, har hun bestemt limet ind, fordi det er som talt ud af hendes egen mund. Han advarer om, at ”den jyske dialekt kan være et handicap for unge fra landet, der kommer til byen for at indtræde i erhvervslivet.” Men skolemanden understreger samtidig, at ”den jyske dialekt er smuk og ikke skal sættes i skammekrogen, selv om man kommer til købstaden.” – Tante Sine havde tilegnet sig et udadleligt rigsdansk i København, i residensstadens kirker og teatre, ligesom Peter Thomsen, min bedstefar, hjemførte et korrekt og klingende sprog fra sine ti år i Århus. Det vidner om vældig social opdrift parret med stor ligevægt i sindet, at sådan et par A-sigende molboer fra henholdsvis Tved og Dejret – de havde for resten gået til præst sammen – kunne gennemføre en hel hovedrengøring af sprog og manerer uden at sætte deres lune over styr.

 På et foto af Sørensen, Tved, har den gamle dame skriblet: ”Min Skolelærer J. Sørensen. Ak! Hvor jeg var glad for ham.” Og på et andet foto: ”Min kære Pastor Diderichsen, der har konfirmeret mig. I 1909 [overstreget]. Nej, det var 1899.”

 Tante Sine redte hver morgen sit lange, bølgende hår – det var sort med grå gnister – i gårsdagens gyldne te, som hun havde stående i en keramikskål på toiletbordet og nu dyppede kammen i. Da hun var lille, var hun engang frygtelig syg, og da tog doktor Olsen hende i håret og sagde, at nu ville hendes fine hår snart gå sig en tur, men hun måtte ikke være ked af det, for det skulle nok komme hjem igen. Som gammel skriver hun om sin veninde Kristine, at hun var en lille lyskrøllet pige, hvorimod ”vi var sorte eller mørke.” Vi – ja, vi Anthonsen-piger.

 Inde i sin stue bad hun Kirsten og mig betragte det ovale portræt af hendes mor, og så fortalte hun, at da moderen fyldte halvfems (i maj 1938), havde Anders Laursen, journalisten fra Eg, i Amtstidende skrevet om hende, at ti børnefødsler ikke havde furet hendes ansigt, som endnu kunne få ”en majdags milde skær”.

 Jeg antager da, at Jens Anthon var lykkeligt gift – til forskel fra sin lillebror Niels, om hvis Stine vi skal høre om lidt.

 Men også her kan Asta Kruse skærpe billedets konturer. I et brev til Niels Viggo skriver den 90-årige Asta om hans mormor og morfar:

 Jeg mener at huske Mettes Moder som noget bitter, hun havde jo ogsaa meget at se til. Din Bedstefader Jens Anthonsen var egoistisk, det er jo noget, vi alle trækkes med; men mon han nu ikke var mere selvoptaget og forsigtig med sig selv og sit eget end de fleste? Min Far og han saas en Del; men det var ham, der havde Fordelen af det, og vi havde ikke meget at dele. Din Moders Moder var nu et udmærket Menneske, som jeg senere hen kom til at kende og holde af. [I et andet brev, en smule ældre:] Jeg blev glad for Mettes Moder, jeg holdt meget af hende, og det kulminerede i store Følelser, da jeg hjemme hos mine Forældre fødte Andreas [i 1909] – Anne Marie hjalp hos os og jeg mærkede hendes store Godhed – Fra den Dag var jeg hendes svorne Vaabendrager.  

 Ane Marie havde et jernhelbred. Hun var født 5.5.1848, altså i Frederik den Syvendes første regeringsår, og var ved sin 90-års dag sognets ældste. Anders Laursen skriver på denne dag bl.a. følgende i avisen:

 Og hun er en underholdende Fortæller og har oplevet meget; men det skal ikke i Avisen, siger hun, da vi i Gaar traf hende travlt beskæftiget med at pudse gamle Kobber- og Messinggenstande, hun som ung Brud fik med fra Barndomshjemmet i Eg, skinnende blanke til Fødselsdagsfesten. […] Siden Mandens Død har Ane Marie Anthonsen boet sammen med en ugift Datter [Jensine/Tante Sine]. For sin Slægts store Kreds, som hun for mange er Oldemoder til, er hun stadig det faste Punkt i Tilværelsen, og ikke mindst den yngre Generation elsker og forguder hende alle sammen. Paa Fødselsdagen vil hun ikke alene blive fejret af sine nærmeste, men ogsaa som Sognets Ældste med Ønsket om, at Aftenstunden, hun har tilbage, maa blive lige saa fredfyldt, som Livsdagen har været rig.

Ane Marie døde små fem måneder senere. Under sin ugifte datters kærlige omsorg ”sov hun stille og roligt hen.”

 Datteren fik en kvindeskæbne ulig, ja, modsat sin mors. I sine sidste år flyttede Jensine rundt til diverse hvilehjem, hvor hun imidlertid hverken fandt hvile eller hjem:

 Naa, nu maa jeg se at komme videre med alt det, jeg har malet op. Sidste Vinter, 1967, kunde jeg næsten aldrig sove om Natten, saa rejste jeg mig og satte mig til Skrivebordet, jeg har et dejligt Værelse, der er altid lidt Varme om Natten, og Læselampen blev tændt, saa hvad kunde jeg ønske bedre? Saa gik mine Tanker rundt, og de endte altid ved Hjemmet, aah som jeg husker meget fra Barn.

 Tante Sines stemme var dyb, ret en basso profondo, hendes vokaler rigt differentierede, hendes væsen stateligt, hendes øjne duggede. Hendes søster Mette var helt anderledes: væver og graciøs. Deres søster Karoline i Blaakjærsgaarden var anderledes igen; hun var Mor Danmark med hår i mørke bølger. Skønheden har jo mange facetter.